Please don't hurt me ~ Garret

**Yvaine** Fre Maj 11, 2012 6:32 am

Tid: omkring solnedgang... Hun har intet ur på ^^
sted: kirkegården.
Omgivelser: de døde, sten, mure, planter
Påklædning:
Please don't hurt me ~ Garret Stardust-yvaines-blue-gown-4

Please don't hurt me ~ Garret Stardust-yvaines-blue-gown-4

Mørket var ved at sænke sig over akademiet og omegn. Solen havde skinnet så smukt hele dagen, men nu var den ved at forsvinde ud over horisonten, og efterlod sig en himmel, dækket til med farve såsom: rød, orange, pink.. Nogle steder så det lilla ud, men det var først derude, hvor himlen selv var blå, selvom den snart ville blive mørk, og stjernerne og månen ville overtage.
Kirkegården var allerede henlagt i mørke, men man kunne stadig skimte solens såkaldte spor på himlen.
Skyggejægeren Yvaine sad inde på kirkegården, nede på jorden, med hendes yndige, men besværlige, ben trukket op til maven. Hendes arme var lagt rundt om knæene, og hun sad med bøjet ryg, så ingen ville kunne se hvor unaturlig lang den var, og kiggede op imod himlen.
Hun pustede luft ud igennem næsen idet hun svingede kort med hovedet, for at få det glatte blonde hår, væk fra ansigtet.
Hun nød roen. De dødes tanker kunne ikke nå hende, så der var så fredfyldt, når man sammenlignede med akademiet, hendes nye hjem og lærdomskilde.

Imens hun sad dér, begyndte hun at nynne. En lav og svag melodi, der stammede fra en tid, der nu virkede som så lang tid siden for hende. Hun åbnede munden, ganske let, og lod de mange ord, flyde ud igennem, sagt med en spinkel, lys og let stemme. Hun sang, sang det vers som hun var blevet skabt til, det vers, der gav hende liv:
"Ud af mørket, tag min hånd.
Ud til lyset og dagen.
Glad for hver en dag, dagen har skænket.
Glad for natten og månens lys.
Tag min hånd, og hånd i hånd vi vil gå.
Natten har skænket os det dystre, dagen har lyset os givet.
Døden skabte os, af hvad der var tilbage.
Ud af mørket, tag min hånd.
Skabt med os et djævelsk bånd.
Vi er efterkommere, af dagen og natten, ud af mørket tag min hånd."

Hun sukkede tilfredst og lod øjnene glide i...

//Håber det er okay ^^'

**Garret** Fre Maj 11, 2012 7:18 am

Garret sad på kirkegårdens mur, der hvor han altid havde siddet. men næsen i historiebogen. det var ved at blive mørkt og han måtte nok snart tilbage. det var ikke alt for godt for ham at sidde her når mørket nærmede sig. for sammen med det kom de dødes stemmer også. nogle var allerede begyndt at tale, han havde ikke været her efter mørkets frembrud siden den dag eller nat han var blevet bånet fast til kirkegårds lågen. og det havde ikke været en god oplevelse. minderne kom af og til igen. hvad laver du her. tag hjem du har intet at gøre her. knægt det en kirkegård ikke et klasseværelse. lav dine lektier et andet sted så mange stemmer så lidt tid til at opfange dem alle han burte tage hjem eller tilbage. selvom han havde været der siden han var syv.

et vers nåde garrets øre, en stemme der ikke tilhørte en død. Ud af mørket, tag min hånd.
Ud til lyset og dagen.
Glad for hver en dag, dagen har skænket.
Glad for natten og månens lys.
Tag min hånd, og hånd i hånd vi vil gå.
han kendte den melodi, men han havde aldrig hørt den sunget før. det var det vers der for det meste gav skyggejægerne liv.
Natten har skænket os det dystre, dagen har lyset os givet.
Døden skabte os, af hvad der var tilbage.
Ud af mørket, tag min hånd.
Skabt med os et djævelsk bånd.
Vi er efterkommere, af dagen og natten, ud af mørket tag min hånd.
han havde ikke lagt mærke til andre på kirkegården men han lod i det hele taget ikke mærke til meget når han var her. Garret lod sig glide ned fra muren med bogen i hånden. han ville gå tilbage men snublede i det han tog det første skridt. hans hovede blev bumpede med alt for mange stemmer på en gang. det var først da han lå ned lige så lang han var han lagde mærke til pigen. han kom med en ufrivillig klynkende lyd. der nok både skyldes faldet men også de mange stemmer omkring ham, og ikke mindst inden i hans hovedet. han skulle have taget hjem for flere timer siden, ikke bare vente til sidste øjeblik. hvor dum kunne men være.

**Yvaine** Fre Maj 11, 2012 9:26 am

Yvaine havde ikke opdaget at der var andre end hende tilstede. Hun vidste at de døde snart ville dukke op, men hun vidste også at de ikke ville kunne nå hende. Så hun frygtede intet, på dét område i hvert fald.
Da Yvaine som sagt ikke havde opdaget andre, kom det virkelig som et stort chok for hende, da en dreng hoppede ned fra muren og derefter faldt. I en hurtig bevægelse tog hun begge hænder op foran munden, rettede ryggen mod muren og gispede. Hendes øjne var store, både af overraskelse, men fordi hun var bange. Tænk hvis der var sket den stakkels dreng noget? Han havde sikkert slået sig gevaldigt med det styrt han havde lavet. Måske havde han forstuvet foden nu? Eller brækket noget?
Hun hørte ham klynke da hun så han kiggede på hende. Hun blev straks fyldt med medlidenhed og der gik ikke længe før hun fik rejst sig op og var gået det korte styk hen imod drengen der stadig lå ned. Hun satte sig ned på knæ og kiggede bekymret på drengen.
"Er De okay? Er De kommet til skade? Skal jeg hjælpe Dem tilbage til akademiet og få skaffet noget hjælp?" selv når hun lød bekymret slog hendes britiske accent igennem. Ret meget endda. Men på trods af det var hendes stemme fuld af bekymring og hendes øjne ligeså. Hun havde, som så mange andre hunkønsvæsner, noget der gjorde at hun ville passe på folk, tage sig af dem, som var hun deres beskytter eller vogter. På det punkt lignede hun ikke mange af sin slags. Men det var vist ingen hemmelighed, at hun kunne virke ondskabsfuld og hjerteløs, umenneskelig, var hun en gang blevet kaldt. Hun havde bare leet dengang, og ville sikkert gøre det igen.
Men der var noget over denne dreng, noget mystisk. Hans aura fortalte kun lidt, at han var menneske, men et specielt. Udvalgt af enten Gud, Døden, Djævlen, eller dem alle...
Noget i hende, ville have hende til at skynde sig væk, noget sagde at han var farlig for hende. Men noget sagde også at hun skulle hjælpe denne dreng.
Hun valgte at lytte til det sidste..

**Garret** Lør Maj 12, 2012 6:12 am

Garret fik hivet sig selv op at sidde. han trak vejret i små gisp. hans blik sejlede rundt, han kunne ikke fast hold det på personen der nu spurgte om han var okay. han ville smile af den britiske accent men det blev bare til en grimase, Garrets egen var med tiden forsvunden. og kunne kun høres når han talte engelsk. men ellers ikke. Garrets sejlende blik blev hivet ud og ind af de dødes og hans egen verden. historiebogen lå nogle meter fra ham, og var opslået på historien om skyggejæger kysset. flere stemmer mere klynken. gud hvor måtte han virke ynkelig lige nu. " je.. je.. jeg... h... ..har...de..d...det....fi..nt " super han både gispede og stammede. hans ene hånd famlede sig vej op til hans hals og fandt kæden med korset han altid bar. hans lyse blå øjne skiftede farve til først orange for så at få en endnu lyser blå. de blev faktisk næsten helt klare og hvide. " ne..ne..nej .. j..je.. jeg... ik. kom....met ti...ti.til... sk... skad..." han kunne ikke få hele ord over sine læber de kom i stød og stammen imellem hans gisp. han forsøgte at trække vejret dybt. men det var ved at kvæle ham i sted for at hjælpe ham. * død det var du for ud af det* en krampagtig bevægelse løb hen over hans ryg. og der var panik i hans øjne et kort øjeblik så han klynkede igen. flere stemmer nogle talte til ham andre til hinanden. nogle vrede andre venlige. men en skar sig igennem slap af, Garret,slap af han forsøgt af al magt, men både hans krop og sind var spændt til bristepunktet. hans fingre på den hånd der ikke holdt om korset, borede sig ned i gruset og jorden. det her ville helt sikkert give ham en kæmpe hovedpine men det kunne han ikke tage sig af lige nu. han håbede han ville kunne gøre det, han håbede han kunne lukke af for dem. ellers måtte han bleve her til solen stod op. en nat på kirkegården, faldt ikke ind imellem hans ynglings ting at gøre, men det var det eneste han kunne gøre selv. " d..d..dde... sk..ska.. skal... ik.... hhh.. hen...te.. h.hh,.. hjæ...lp.. je..jeg..." han stoppede for at få luft. han måtte ikke være her det var en regel der var blevet sat for ham. kirken, måtte han godt komme i men kirkegården var forbudt område. det var hans forældre der den gang han startede her fik den regel lavet. men det havde ikke set ham siden. han måtte ikke tage hjem i sommerferien, vinterferien, juleferien, påskeferien, efterårsferien, weekender eller helligdage. han var tvunget til at blev her på akademiet. " g.. gå... d..dd...de.. sk.. .skal ... g...g..gå " hans stammen og gispen blev være og han hiv efter vejret. hans stemme var kun en hvisken nu. men hun skulle ikke være har hvis det gik galt. han ville ikke tage livet fra nogen på grund af hans 'gaver' skænket af døden. det måtte ikke ske

Sponsoreret inhold

Please don't hurt me ~ Garret

Please don't hurt me ~ Garret

Sv: Please don't hurt me ~ Garret

Sv: Please don't hurt me ~ Garret

Sv: Please don't hurt me ~ Garret

Sv: Please don't hurt me ~ Garret