Want to join? - Yvaine

**Mason** Fre Maj 11, 2012 7:55 am

Tid: 20:00
Sted: Stalden.
Omgivelser: Hø, Heste, Udstyr, Båse og alt andet, der høre hjemme der.
Tøj: Praktiske, men ikke for fine gyldenbrune ridebukser. En hvid løs t-shirt, med en sort skjorte udover, og blanke sorte ridestøvler.
Skyggefax: http://weheartit.com/entry/17634762

Mason kom roligt slentrende, ned af den lange gang, der førte gennem stalden. Han indhalerede taknemmeligt, den friske duft af hø til sig, og fik et bredt smil på læben, da en velkendt mule kom til syne. "Godaften Skyggefax. Faldet godt til?" Et ganske usædvanligt navn, det vidste han godt. Men han havde læst utroligt meget som spæd, og sjovt nok havde han præcis det navn med sig fra barndommen. Så da hans far en dag bestemt, at han skulle ride, døbte han selvfølgelig hesten det.

Men det var ikke helt for sjov. Frieserens intelligente sorte øjne, matchede resten af den komplet kulsorte krop, der skinnede blankt og sundt, mens hesten brummede af velbehag da han strøg den over mulen. Når han red på den, var det som, at se en skygge selv, tordne afsted. De havde vundet mange priser sammen. Og da Mason fandt ud af, at han skulle hertil, var det ingen undtagelse for Skyggefax.

Han klappede kort hestens hals, inden han gik ned efter sit udstyr. Miderne om sit sidste møde med en her fra skolen, dukkede op ved Skyggefax. Skyggejægere. Så utroligt tæt på, at det næsten var skræmmende. Men det var bare et tilfælde. Det måtte det være. Han fik fat i både saddel og hovedtøj, mens han med en løs hånd, greb en børste. Med elegante skridt, bevægede han sig tilbage mod Skyggefax, der ivrigt bumpede mod staldøren for, at komme ud, at røre sig.

**Yvaine** Fre Maj 11, 2012 9:09 am

Påklædning: mørkeblå ridebukser, en løs og afslappende hvid t-shirt og en sort jakke udover. Håret er flettet ned af ryggen og hun bærer lange sorte ridestøvler.
Stardust:
Want to join? - Yvaine Araber

Trods mørket havde Yvaine besluttet sig. Hun ville ikke lade dét komme imellem hende og hendes hoppe. Hendes beslutsomme skridt kunne høres svagt i gruset, da hun kom gående ned imod staldene. I hendes tanker, forestillede hun sig at hun allerede sad på Stardust igen, bare for at kunne mærke hendes elegante skridt, hendes styrke, hendes åndedrag, hendes intelligens.
Yvaine havde haft mange heste igennem tidernes løb, men ingen af dem, havde betydet bare halvt så meget, som Stardust nu gjorde. Selvom Yvaine var fra en tid, hvor man i England, hvor hun er fra, for det meste havde en hest. Hun huskede tydeligt hvordan det var at ride i skoven, dengang. Der var intet smukkere end det.

Yvaine nåede hurtigt stalddørene, og hun havde været så opslugt af minder og tanker, at hun ikke havde hørt at der var andre derinde, før hun så en dreng stå henne ved en smuk mørk hest. Yvaine tøvede kort og blev straks genert. Hvis hun havde vidst at andre ville være der, havde hun taget noget mere elegant ridetøj på, og ikke bare noget gammelt der bare skulle bruges.
En svag rødmen bredte sig over hendes kinder og hun så ned. Nej, det skulle ikke have nogen betydning. Hun løftede hovedet igen og rettede sig lidt op, ikke for meget, da hun af natur havde en for lang rygsøjle.
Hun forsatte ned af gangen og stoppede op få meter fra drengen, hvor Stardust stod i sin boks og ventede. Alt dette var sket på meget kort tid, og mere eller mindre lydløst.
Yvaine drejede hovedet og kiggede på drengen idet hun lagde hånden på hoppens mule.
"Godaften.." hendes tonefald var høfligt og hendes stemme blid. Hvis man bare så på hende, så sent som få sekunder forinden da en lyserødlig farve havde taget plads over hendes kinder, så hun ganske menneskelig ud. Hun lignede langt fra en der ville gøre så meget som en flue fortræd. Desværre var dette ikke tilfældet... Men hun havde dog lovet sig selv, ikke at gøre nogen fortræd imens hun tog sin genuddannelse på akademiet, sammen med alle mulige racer og personer.
Ingen mord, ingen ordre, ingen jagt... Bare hun nu kunne holde det...

**Mason** Lør Maj 12, 2012 1:15 am

Mason der havde fået hængt både saddel og hovedtøj på boksdøren, havde tydeligvis været alt for optaget til, at lægge mærke til den blonde skønhed, der var ankommet. Før nu. Hans hoved blev opmærksomt vendt, mod den blide stemme der bød ham imod. Med et skævt smil, og et hurtigt blik, fik han studeret den unge kvinde. Indtil han opdagede, at han ikke havde hilst igen, og kort rømmede sig. "Godaften frøken... Smuk hoppe de har der. Deres egen måske?" Smilet var der stadig, omgivet af daggamle skægstubbe, der langt fra så sjusket ud på hans slanke ansigt. Faktisk, gav det ham altid et mere mandig præg. Men som han havde lært det derhjemme fra, barberede han sig hver morgen, og gik dermed tilbage til sit mere drengede ansigt.

Alt imens han havde stået og glanet over den kønne kvinde, fik den utålmodige Skyggefax formået at gribe fat om en af hans løse hårlokker med mulen, og gav et ordentligt ryk. Med en grimasse, og en svag rødmen over, at den nyankommende skulle se det, trak han hurtigt hovedet til sig, og stak Skyggefax det gulerod han havde medbragt. "Han.. Plejer ikke, at opføre sig sådan. Ganske velopdragen, måske en kende for ivrig, til tider" Undskyldning var så lam, at han bevidst sukkede af sig selv, og skyndte sig ind i boksen til hesten. Med en hurtigt bevægelse fik han et godt greb om børsten, og gav sig til, at køre den over den smukke blanke pels. *Hvorfor?.. Giv mig dog bare stemplet idiot!* Han gav sig til at skule mod hestens ryg, mens den nydende brummede, og puffede til ham med hovedet. Han fik hurtigt smilet på igen, og klappede hesten på baglåret. "Jeg skynder mig, gamle dreng". Stemmen var ret lav, men det var ikke alle, der talte så meget med sin hest som han gjorde. Men det skyldes også, at ikke alle var som ham.

**Yvaine** Lør Maj 12, 2012 3:10 am

Yvaine kiggede på drengen og rødmede svagt under hans undersøgende blik. Hun var ikke vant til at folk kiggede på hende, hun holdte sig mest i baggrunden, det var nemmest for hende.
Hun lyttede til hans hilsen med et smil over sine læber. Hans stemme havde en underlig virkning på hende, den fik smilet til at blive på hendes læber, og blodet blive ved med at strømme til hendes kinder.
Hun kunne ikke få en lyd frem, da han hentydede til hendes elskede Stardust. Hun kom med en svag lyd og nikkede. Hun aede den smukke hoppe på mulen, og holdte sit blik fast på drengen foran hende.
Hun var så optaget af drengens ansigt, hun kunne ane små skægstubbe hvilket gav ham et ret charmerende look efter hendes mening, at hun slet ikke havde lagt mærke til at hans hest skulle til at nappe i hans hår. Hun gispede da det skete og lagde hurtigt sine hænder over hendes mund.
Efter det, begyndte hun at fnise lavt. Hun kunne ikke lade være. Drengens kinder havde fået en mere rød farve, og det så sødt ud. Yvaine skyndte sig at vende siden til og fokusere på hoppens blik. Hun lagde panden mod hoppens og rystede på hovedet. Hun kendte hoppens blik, hun prøvede at fortælle hende noget, men Yvaine vidste bedre end hoppen, denne gang.

Hun drejede hovedet og så på drengen igen, da han afsluttede sin sætning. Hun lo lavt og træk på skulderne. "Alle er vel utålmodige en gang imellem..." sagde hun med et smil. Hun kunne godt lide den udstråling drengen havde, ikke selve hans aura, men den glæde og nærmest generthed han udstrålede. Og ro. Det var sikkert på grund af hesten ved hans side af han havde den ro over sig. Det var skønt at se.
Hun kom i tanke om, at hun ikke kendte drengens navn. Hun skulle til at spørge efter det, da han sagde noget, der tydeligvis ikke var til hende, men til hesten. Han snakkede med det pragtfylde dyr der stod ved ham. Dyr. Hun sukkede dybt, men tog så mod til sig.
"Mit navn er Yvaine, og det her er Stardust... Og hva med dig og ham?" hun spurgte blidt, og tænkte først nu på, at hendes britiske accent var tydelig at høre, når hun snakkede. Hun havde ikke tænkt over det før hun kom til akademiet. Alle talte jo som hende der hvor hun kom fra, men ikke her. Det var komisk...

**Mason** Lør Maj 12, 2012 6:20 am

Mason kunne ikke undgå, at blive en smule påvirket af hendes rødmen. Han var ikke ligefrem vant til, at fremkalde den reaktion, hos det modsatte køn. Men så kunne han også spørger sig selv. Hvornår havde han sidst talt rigtigt med dem? Kvinder som hende? Han havde da haft nogle kæreste gennem skoletiden, men det var unge piger, der faldt for en ny, så snart man præsenterede dem for sine venner. Og de kønneste privatskolepiger, bedømte udseendet såvel som ens tegnebog. Og da Mason ikke var typen der pralede med den slags, havde de bevidst efterladt ham. Men her. Her virkede det som om, at alle havde taget et skridt videre. Man var mere voksen, og vidste hvad det ville sige, at være forelsket. Ikke, at han var det nu. Men hun virkede bare så utroligt mere kvindelig. Kønnere, og klogere. Men han skulle ikke nyde noget af, at rode rundt derinde. Han havde fået nok, for et godt stykke tid.

Skyggefax bid var ydmygende nok i sig, men som ventet bemærkede den yngre kvinde det også. Selvom latteren ikke var ondt ment, virkede den bestemt mere farvefremkallende fra de ellers så blege kinder. Det korte blik han havde fået kastet mod den kønne blonde, var nok til, at fortælle, at hun holdt af sin smukke hoppe, som han elskede Skyggefax. "Det er de i hvert fald.." Han mumlede det kort, med et bredt smil. Rart. Hun så ham i det mindste, ikke som en komplet tåbe. Måske, bare en lille en.

Da han hørte hende præsentere sig, var der to ting der slog ham. Den britiske accent, og det faktum, at hendes navn lød en kende specielt. Næsten som.. Nej. Han rystede på hovedet af sig selv, og stak det ud af boksen, med et drenget smil. "Jamen velkommen til de damer! Det her er så den noget så selvglade Skyggefax, og mit eget navn er Mason." Som havde det været tiltænkt, gjorde hesten et kort kast med det sorte hoved, og gav et livligt vrinsk fra sig. Han rystede smilende på hovedet, og skiftede børsten over i den den anden hånd. "En ære, at møde dem frøken" Han rakte den frie hånd frem, og kunne gudskelov nå hendes, hvis hun valgte, at tage imod. Hvis ikke, skulle han nok på rekordfart, få sadlet Skyggefax op, og redet afsted, som kongen af idioterne selv.

**Yvaine** Lør Maj 12, 2012 7:10 am

Yvaine smilede over drengens måde at præsentere sig og sin hest på, og måden han bød dem velkommen. Det var rart at blive budt velkommen, men ham drengen var nok en kende for højtidlig til det nu hverdagssprog. Men det gjorde ikke Yvaine noget, hun fandt det.. Både charmerende og drillende.
Mason var drengens navn, først ville hun sige det lavt, for lige som at smage på det, men hun gjorde det ikke, i frygt for han ville høre hende. Hun kunne nu godt lide hans navn, det var ikke alt for sært, men heller ikke for normalt. Det passede godt til ham.
Navnet på hans hest fik hende til at se ned på sine fødder. Det mindede hende om hvad hun var, hun havde glemt alt om det, for hun havde følt sig så menneskelig for få sekunder siden. Hun sank og knugede sin ene hånd sammen, men løsnede op da hun mærkede hoppens bløde mule mod hendes skulder.
Det skete hurtigt.
Da hun hørte Skyggefax vrinske, begyndte hun og smile og Stardust slog elegant med hovedet, som sagde hun Hej til dem. Yvaine lo lavt og lyttede så til hvad Mason sagde. Hun så på hans hånd, og hun rakte sin hånd frem og tog hans, måske lidt for hurtigt, lidt for ivrigt. Hun rødmede svagt da hun opdagede det. Dog vidste hun ikke hvordan denne Mason så hende, men hun kunne nok ikke skjule sin rødmen. Og det faktum fik hende bare til at rødme mere.

En mule ramte Yvaines skulder og fik hende til at miste balancen og vaklede nogle skridt frem, og var ved at falde ned mod staldgulvet. Hun rakte armene frem for sig, for at tage af fra faldet...

//Synes du skal have chancen for at hjælpe hende inden hun rammer gulvet xD

**Mason** Lør Maj 12, 2012 8:36 am

Masons smil blev kun bredere, da han hørte Stardust vrinske mod dem. Hesten var klart venlig af sind. Noget den sikkert, også oplevede hos sin ejer. Yvaine. Hun virkede så sikker, og så vis af sind. Han havde ikke engang kigget, men det var et lille talent han bar rundt på. Smuk af ydre, klog af indre. Slet ikke en dårlig kombi. Han trykkede blidt hendes hånd, og så direkte på hende. Hans kinder blev selv smittet af hendes rødmen endnu engang, og fik en smule kulør. Det hele blev dog erstattet af et overrasket ansigt, da Yvaine vaklede.

Ret heldig slap hun hans hånd, rent instinktivt, og han tog den hurtigt til sig. Men kun for, at hjælpe. Han plejede ellers ikke, at være hurtigt, men han greb ud efter hende så godt han kunne. Hun vaklede en par skridt baglæns, og han vendte sig om efter hende. Måden han greb hende på var helt tilfældigt, og så snart han mærkede et fast greb om hendes ryg standsede han faldet. Det hele skete på få sekunder, og hvis nogen bad ham beskrive præcis hvad der skete, ville han ikke kunne formå det. På en eller anden utænkelig måde, endte de i positionen hvor han sad halvt på knæ, holdende hende dånende. En rigtigt filmkys scene. Med brændende kinder, og uden ord blev han stående. Hans blik flakkede nervøst rundt over gulvet, men fandt konstant tilbage til hendes igen. "Ehm.. Jeg har dig?" Han grinede nervøst, og bandede af sig selv inde hovedet, for bare og stå der og glo.

Hun var bestemt ikke tung trods, at Mason aldrig havde været den stærkeste i sin klasse. Han levede dog godt og veltilfreds, med sin allerede ganske udmærkede fysik, som der aldrig havde været nødvendig, at kæmpe ret meget for. Men tiden gik her, og imens hestene gloede uvidende på dem, stod Mason længere og længere tid, med hende i armene. Ude af stand til, at røre sig eller sige andet.

//Jeg takker xD Håber du forstår, ca. hvordan det hele er placeret ^^

**Yvaine** Lør Maj 12, 2012 8:28 pm

Yvaine, der ellers altid opfangede alt ned til mindste detajle, anede ikke hvad der skete. Hendes øjne var blevet store af frygt, frygt for at falde. Ikke fordi hun måske ville slå sig, nej. Hun frygtede nu mere at blive til grin for øjnene af Mason.
Hun kunne ikke få sig selv til at lade en lyd komme ud af hendes hals. Det var underligt for hende, hende som var så umenneskelig, hun følte sig som et menneske lige nu. Hun var klodset og genert, hvilket var usædvanligt, især når man tænker på hun var et dyr, et skabt dyr.. Et skabt rovdyr.

Hun vidste ikke hvad det var, eller hvor det var, men hun kunne mærke nogle berørringer mod hendes krop. Og inden hun vidste af det, faldt hun ikke længere. Hendes hjerte bankede hurtig, både af frygt men også fordi det nu gik op for hende, hvad det var der havde stoppet hende i at ramme staldgulvet.
Hun kiggede lige op i Masons ansigt, og opdagede hvordan de stod i forhold til hinanden. Hvis det havde været en film, ville deres læber havet mødtes, og musik ville begynde at spille.
Yvaine rystede svagt på hovedet, og hørte så at han sagde noget. Hun begyndte at smile over ham. "Ja... Det har du.. Undskyld.." hun rødmede mere end før, og overvejede at rejse sig op, bare for ikke at det skulle blive alt for akavet for dem begge. Men hun kunne ikke få sig selv til at bevæge sig, det var som om hun var lammet, eller fanget i sin egen krop. Det var både ubehageligt, men også behageligt. Ubehageligt fordi hun ikke kunne bevæge sig, selv hvis hun ville, men behageligt fordi hun så havde en undskyldning for at blive lige dér, i hans arme. Men det var dumt af hende at ønske det. Det var bare, hun følte sig menneskelig nu her hvor han var der. Det var sjældent hun gjorde det, og den følelse ville hun ikke have til at stoppe.
Hun var selvisk lige på det område, men når du altid ar følt dig som et uønsket dyr, ville du så ikke elske følelsen af at være et ønsket menneske?

**Mason** Lør Maj 12, 2012 11:08 pm

Masons egne overraskede øjne, stirrede direkte i Yvaines øjne der nu var fulde af frygt. Tydeligvis frygten for at falde. Men det var som om, at hun kæmpede med følelserne, såvel som han selv gjorde. Mest af alt, kæmpede han med sig selv. Valget med, at slippe hende, eller blive stående med hende i sine arme. Kunne det virkelig passe, at hun fik ham til, at tvivle så meget? Han rystede på hovedet, da hun begyndte at bevæge de bløde læber. Han havde været så optaget af sine mange forvirrede tanker, at han slet ikke havde bemærket hendes ord. "Undskyld?.. Når.. Du vil gerne op?.." Han rødmede let igen, og smilede skævt. "Ikke, at det her er slemt.. J-Jeg mener.." Han kneb munden sammen, til en smal streg, med glødende kinder, da han snart ikke kunne sige noget der gav mening mere.

Tankerne blev først rigtigt afledt, da Skyggefax puffede til ham med mulen. Klog som han var, havde han ladet døren til boksen stå åben, da han var sprunget ud efter hende. Nu stod Skyggefax der og hoverede. Nærmest som om den prøvede, at fortælle ham noget. Han sendte en skulen imod den, hvorefter den med et fornærmet fnys, trak sig en smule tilbage. Det var ikke ondt ment, men Mason forstod dens drillerier lidt for godt. Han trak sig en smule op af, så de ikke længere var i filmpositionen, men han slap hende ikke helt. Han bar hende stadigvæk, og en anelse tæt. Deres ansigter, og kroppe var kun få centimeter fra, at røre hinanden. Det var som om tiden omkring dem, blev helt sløv, ja næsten stille, da han tog sig mod til, at se hende i øjnene igen. "Er de okay, frøken?" Hans stemme var knap mere end en hvisken, uden han kunne forklare hvorfor. Øjeblikkeligt virkede bare ikke rigtigt, til larmende stemmer, eller platte vittigheder. Hans arme 'lå' stadig rundt om hendes ryg, og holdt hende nær sig selv.

**Yvaine** Søn Maj 13, 2012 12:07 am

Yvaine lyttede til det han sagde til hende, og hun kunne ikke lade være med at smile og le lavt, men kort. Han havde tydeligvis ikke hørt hvad hun havde sagt, men den måde han sagde det på, var så sød. Så menneskelig.
Hun overvejede hvad hun skulle svare ham, et eller andet sted, burde hun rejse sig, men hun ville hellere udnytte tiden, og lade ham hjælpe hende op. Det endte med at hun bare nikkede svagt imens hun smilede, selvom hun prøvede at holde det tilbage, stort. Hun kunne godt lide at han rødmede. Det gjorde ham så menneskelig, og når hun nu også selv gjorde det, følte hun, at hun også var menneskelig.
Da han kneb sin mund sammen til en tynd streg, havde hun lyst til at sige noget til ham, sige at det var okay, men hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle formulere sig for den sags skyld.

Da Skyggefax puffede til Masons skulder og Mason rettede sin opmærksomhed de få sekunder, øjnede Yvaine en chance, og hun kiggede op og bagud, og fik øjenkontakt med Stardust, der bare stod og betragtede dem. Ud fra hendes blik, kunne Yvaine se, at hoppen forstod mere, end Yvaine brød sig om.
Yvaine tog blikket til sig og kiggede på Masons ansigt igen, allerede inden hans mentale samtale med hesten var slut.
Hun smilede svagt da han så rettede på deres position, men hun tog ikke blikket fra ham. Han var anderledes end andre hun havde mødt, han gjorde hende nysgerrig, men også genert. Hun rødmede stadig, og hørte kun halvt hvad det var han sagde. Hun ventede lidt med at svare, inden hun så slog blikket ned og sank. Så nikkede hun, og kiggede på ham igen, denne gang med et oprigtigt smil.
"Ja... Jeg har det fint... Tak, Og kald mig bare Yvaine..." hun tøvede lidt og glemte et øjeblik alt omkring dem. Hun ville vide mere om hendes såkaldte rednings mand. Hun samlede en masse mod til sig, samlede sine øjenbryn på midten og rynkede panden.
"Hvad og hvem er du, Mason?" Hendes stemme var lav og nysgerrig, men også forvirret. Hun vidste at han var menneske, et specielt et af slagsen, men det var ikke det hun ville vide. Hun ville vide hvad han var for et specielt menneske og hvem han var som person, men hun havde ikke mod til at sige det. Men hun var også så fandens nysgerrig.

**Mason** Man Maj 14, 2012 3:55 am

Det var utroligt, at hun virkede så fattet, samtidig med, at hendes yndige rødmen trådte frem. Allerede her, havde Mason noget han beundrede hende for. Hun virkede så utroligt vis og elegant, trods sin tydelige alder. Men som han havde lært for nylig. Skindet kan bedrage. Det var ikke til, at vide om hendes underskønne udseende, var understøttet af en smule overtroisk et eller andet. Men det betød intet. Han havde rimelig hurtigt fattet, at han var noget af det mest normale her. Og dog. Den sjove reaktion, Jaden blev ved med, at have. Bare ved en enkelt berøring. Det betød vel, et eller andet?

Igen blev hans mange tanker, afledt af hendes blide stemme. Det var næsten morsomt, som de stod der, konstant rødmende overfor hinanden. Selvsikkerheden havde været i top, indtil klodsede hændelser, og berøringer pludselig bragte dem tæt. Et sammentræf? Det måtte skæbnen vise. Forhåbentligt, var hun ikke en der snart skulle rejse. Han var lige ved, at grine over tanken. Han var allerede bange for ikke, at skulle se hende igen. Hvad gjorde hun ved ham? "Godt, at høre. Og beklager... Yvaine." Han nikkede bekræftende, og bandede igen indenvendigt. Kunne han dog ikke bare ud af, at tiltale hende normalt? Lade være med, at behandle hende, som i de gamle dage. Som han sjovt nok, ikke havde gjort med andre. Han smilede skævt, da hun så ud til, at tænke grundigt over noget. Noget til ham. "Hvem mig?" Hans ansigt ændrede sig, til noget der lignede dybt overrasket. Sådan forblev det nogle få sekunder, mens han studere hendes reaktion. Med et stille grin, sænkede han den falske overraskelse, og påførte sig et lusket smil. Han lagde hovedet på skrå, og lænede sig bevidst ind mod hendes hals. Han holdt sig forsigtigt i øre højde, mens han hviskede. "Jeg... Er blot en nydelig ung mand, der ved en kende for meget. Kender folks hemmeligheder, lyster, frygt.. " Man kunne tydeligt høre, at han smilede imens. Hun vidste, at han var speciel. Det var ikke til, at tage fejl af. Men så måtte hun jo også være det.

**Yvaine** Tirs Maj 15, 2012 1:56 am

Yvaine kiggede på ham med det studerende og tænkende udtryk, da han spurgte om hun mente ham. Hun kunne ikke undgå at slappe af i ansigtet og lade et smil brede sig ud over hendes læber. Egentlig, havde hun ikke sagt så meget siden hun kom ind i stalden, selvom hun plejede at snakke meget, med andre. Hun overvejede at svare ham med en bekræftende sætning så som "Nej, den anden Mason, selvfølgelig mener jeg dig", bare for at løfte stemningen lidt, men som så mange gange før, blev det bare til et lille nik med hovedet, fra hendes side af.

Da Masons ansigt ændre sig og han lagde hovedet på skrå, forsvandt smilet fra hendes læber, hun ville ikke gå ind i hans hjerne for at se hvad han havde tænkt sig at gøre, for den følelse af at være uvidende, var skøn.
Hun mistede pusten, og turde ikke trække vejret, da hans læber var ud for hendes øre og han hviskede små ord ind i det. Hun begyndte at skælve svagt, og hun kunne ikke holde styr på sine tanker. De skreg i munden på hinanden og prøvede alle sammen at nå hende.
*Væk fra ham! Lig ham ned! Fortæl ham at man ikke skal lege sådan med dig!* skreg en tanke.
*Pas nu på! Bliv ikke distraheret! Se nu bare at komme væk!* bad en anden.
*Læg intet i det! Han leger bare med dig! Fald ikke for det!* sagde en trejde som et varsel. Og midt i alle hendes tanker, brød hun selv ind.
*Lad mig nu være! Jeg kan godt selv! Bland jer udenom!*
på trods af hvad hun tænkte til sine tanker, vidste hun godt at hun ikke ville kunne klare det selv, lige meget hvor meget hun ville eller prøvede.
Alle hendes tanker havde været enormt hurtige, og hun nåede kun at høre det sidste af hvad han sagde. Hun var ikke i tvivl længere.
"Du er tankelæser!" udbrød hun, og blev straks flov over sine tanker, og sin reaktion. Hun kunne slå sig selv. Bare lidt. Hun kunne jo selv læse tanker, men hun brød sig ikke om at kende til folks hemmelighed...
Hun stivnede. Havde han hørt hendes tanker? Hendes følelser? Vidste han mere om hende end hun ønskede? Panikken bredte sig langsomt ud i hele hendes krop, og fik hendes hjerte til at slå hurtigere i hendes bryst, end før...

**Mason** Tirs Maj 15, 2012 10:21 pm

Mason bemærkede godt hendes studerende udtryk. Det var næsten som om, at hun prøvede, at aflæse ham, for derefter, at svare perfekt. Men det eneste svar, var en sød lille nikken. Hun virkede stille. Men hendes ord, de gange hun talte, lod til, at være valgt med stor omhu, og passede uhyrlig godt. Ikke til, at vide hvor mange år hun havde haft til, at øve sig i. Men det ønskede han ikke, at spekulerer over.

Hun virkede utrolig overrasket over, hvad han gjorde. Næsten forskrækket. Det gjorde ham en smule usikker på, om det nu var det rigtige valg. Men han kunne ikke trække ud nu. Hvad det ikke ville få ham til, at ligne. Han lod sin hånd meget forsigtigt ae'e hendes arm, da hun begyndte, at skælve. Bare for, at fortælle, at det var okay. Han ville ikke gøre hende noget. Tankerne. Hun tænkte utroligt meget. Det behøvede han ikke engang undersøge nærmere, da han næsten allerede kunne mærke trykket, og høre larmen fra dem. Han ønskede ikke, på nogen måde, at krænke hende på den måde. Desuden, kunne det gå grueligt galt. Han slog en blid latter op, og trak sit hoved en anelse tilbage. Men kun så lidt, at han lige kunne se i hendes øjne. "Korrekt gæt, Yvaine. Eller det var måske ikke, et gæt?..." Han lod sætningen hænge i luften for, at teste hvor meget hun vidste. Han fik det alvorlige udtryk igen, men stadig med det lumske glimt i øjet. "Men spørgsmålet er rettere sagt. Hvad.. Er de så?".

**Yvaine** Ons Maj 16, 2012 5:08 am

Under hendes svage skælven, mærkede hun en berøring mod sin arm, der først fik hende til at gispe lavt og stivne, for derefter at prøve at slappe af. Men hendes sind var i oprør.
*Han rør ved min arm, han ae'er min arm, hvad skal jeg gøre?!* men hun kunne ikke andet end at lade ham gøre det. Hun begyndte at slappe en smule af, eller hendes krop gjorde. Hendes indre hvilede ikke så meget som et sekund.
Hun havde stadig ikke forstået hvad det egentlig var der skete, da hun hørte en blid latter. Lyden fik en varm følelse til at brede sig fra hendes hjerte ud i hele kroppen. Den rødlige farve der snart havde fast plads på hendes kinder kom igen, og hun smilede svagt.
*Et gæt... Næppe...* tænkte hun kort og rystede så svagt på hovedet. Nu var hun træt af at han legede sådan med hende, hun var ikke vant til at være byttet, men jægeren.
Hun lænede sit ansigt helt hen til hans, så hendes læber var ved at røre hans, hendes næse var lige ved siden af hans. Hun fik et drillende glimt i sine øjne, da hun holdte dem halvt åbnet og åndede tungt ud mod hans ansigt. Lige i det tilfælde, var hun gla for at hun havde tygget tyggegummi tidligere.
"Jeg, min unge herre, er nok noget du kun har mødt få gange, jeg, min unge herre, er en skabt skyggejæger, en tankelæsende en af slagsen..." hendes tonefald var lav og en smule sensuel, og hendes læber var så tæt på hans, at det nærmest var komisk at de ikke rørte hinanden. Hun havde snakket hurtigt, men havde også holdt pauser. Hendes læber bredte sig i et lumsk smil, og hun ventede nu bare på, hvad hans reaktion ville være. Hun regnede med at han ville skynde sig væk fra hende, men hun håbede... Ja, hun håbede så inderligt noget helt, helt andet...

**Mason** Ons Maj 16, 2012 7:11 am

Da hun stivnede, stoppede Mason usikkert med, at ae'e hendes arm. Var han gået for langt? Havde han dummet sig.. igen? *Flot din nar!* Han smilede stadig prøvende til hende, men der var kommet et lidt sørgmodigt glimt, i hans ellers så strålende øjne. Han var normalt ikke den der gik flæbende, over en bommert med en enkelt pige. Men han havde ikke lyst til, at lave en bommert overfor hende. Ikke hende.

Pludselig kunne han mærke, at hun begyndte, at slappe af. Han var ikke gået for langt. Glæden over det, skiftede straks, og trådte frem i hans blik. Det var næsten morsomt, at se hvor påvirket hans træk blev af det. En vane, eller retter en 'ting', der havde fulgt ham længe. Hun rødmede igen. Hans smil blev varmere, samtidig med latteren, og hendes kinders farve. Det hele var så komisk, at det næsten var sødt.
Med et næsten forskrækket blik, kunne han ikke andet end, at se på, da hun ud af den blå luft, lænede sig frem mod ham. Hele hendes kropsprog havde ændret sig, samt den nu sensuelle tone, der tiltalte ham. Meget.*Skyggejæger* Han havde mødt dem før, men kun en gang. For ikke længe siden, blev han indviet i lidt af deres lille verden, af 'fyren' Jaden. De var utrolige væsner. Og det hjalp ham da med, at få svar på en hel del. Men det rørte ikke hans mening om hende. Langt fra.

Han havde ikke rørt sig, ikke så meget som en millimeter. Og deres læber var næsten faretruende tæt på hinanden. Men.. Han kunne godt lide det. Ord var der dog ingen idé om, og det eneste det blev til var; "En skyggejæger har jeg da mødt. Men ikke så tiltalende, som den der pryder mit syn nu" En ganske plat kommentar. Men hans smil forblev ægte. Han mente dog hver et ord, i sin søde lille plapren. Hans krop skreg af ham. *Gør noget! Ikke stå der og glo! Hun tror jo, at du er en komplet idiot!* Uden rigtigt, at tænke over det, nærmede han sig meget forsigtigt. De få millimeter mellem dem blev langsomt brudt ned. Han vidste ikke, hvad han gjorde. Det føltes bare, så pokkers rigtigt.

**Yvaine** Ons Maj 16, 2012 7:40 am

Yvaine kunne godt se på ham, at han blev forskrækket over at hun kom så tæt på ham, men det stoppede hende ikke. Det gjorde det en smule mere usikkert, men det kunne hverken ses eller høres på hende.
Hendes øjne var næsten lukkede da hun hørte hans søde ord om, at hun var mere tiltalende end den skyggejæger han allerede havde mødt. Det gjorde hende ikke noget at Mason havde mødt andre som hende, udover hende, for hun hver meget andet at tænke på. Såsom, at når han snakkede, kunne hun nærmest mærke hans læber mod hendes, fordi de var så tætte. Hvilket bare fik hendes hjerte til at galopere afsted i hendes bryst, og fik en ny bølge af rødmen til at nu ud over hendes kinder.

Yvaine havde været så opslugt af, ja tankerne om ham, at hun ikke lagde mærke til St han kom nærmere, før deres læber mødtes. Yvaines krop reagerede anderledes, end hun havde forventet. Hun blev fyldt med en underlig og ny varm følelse. Det var som om hun brændte, uden at brænde. Hendes kinder blussede og hendes øjne lukkede sig helt i.
Hun havde ikke kysset særlig mange i sit ellers så lange liv, men hun havde sideog oplevet noget så kraftfuldt som det her.
Hun lod sine hænder og arme løfte sig, tøvende, og lagde dem om halsen på ham, i det hun gengældte kysset. I det hun gjorde det, mærkede hun et sug i macen, som var så overvældende, at hun kort efter trak sine læber til sig i et ryk.
Hun ønskede ikke at stoppe det, der ellers havde, for hende, følt som et vidunderligt øjeblik. Men det overvældende sug i maven, havde gjort det svært at undgå.
Hun åbnede sine øjne og kiggede på ansigtet foran sig. Hun havde lyst til at kysse de læber igen, men hun ville ikke gøre det akavet... Men på den anden side..

Yvaine ventede ikke mange sekunder før hun smilte glad og lod sit ansigt læne sig frem mod Masons, og, for at det ikke skulle være løgn, lod hun sine læber blidt plante et kys, på den fremmedes læber...

**Mason** Tors Maj 17, 2012 2:18 am

Stemningen var ikke til, at beskrive. Tiden stod som stille, og selv hestene bevægede sig knapt, og larmede ikke mere. Hun grinede ikke af hans platte ord, men lod faktisk til, at tage dem til sig. Det beroligede ham. Meget. Han var dog ikke sikker på, om det var hendes hjerte man kunne høre, eller hans eget der dunkede så højt og hurtigt, at det næsten gjorde ondt. Men alligevel var det en dejlig følelse.

Da deres læber mødtes, løb en svag skælven igennem hele hans krop. Det kom så uventet. Inderst inde, havde han forventet, at hun allerede nu, ville have stukket ham en lussing og var løbet væk. Men varmen og intensitet fra kysset gjorde ham blød og stærk på samme tid. Tankerne blev skyllet væk, og erstattet af glade vidunderlige tanker/følelser. Men det var ikke til, at vide, om det var hans eller hendes.

Han bemærkede først hænderne omkring hans hals, da de i et hurtigt ryk, blev flået væk. Fortumlet og forvirret åbnede han øjnene, og stirrede direkte på hende. Et varmt smil havde bredt sig, samt lidt ekstra farve til kinderne. Han så det ikke komme, men da hun kyssede ham igen, var han ikke sen til, at gengælde det. Meget forsigtigt lagde han sine arme omkring hendes liv igen, og lod blidt sin arme omfavne hende. Hans øjne lukkede sig atter igen, mens den varme følelse fortsatte rundt i hans krop.

Deres kroppe var trykket ind mod hinanden, men på en blide måde, så ingen parter blev mast. Ganske roligt lod han sin hånd ae'e hendes lænd, mens den anden holdt dem, i et omslyngende greb.

**Yvaine** Tors Maj 17, 2012 2:50 am

Yvaine havde ikke regnet med, at de skulle ende med at stå sådan, da hun var kommet ind i stalden og set denne fyr for første gang. Det var helt komisk hvordan det hele havde udviklet sig, men hun skulle da være den sidste til at klage. Hun kunne ikke forstå, at hun nu stod i en fremmeds arme og lod ham kysse hende, og omvendt. Hun var fra en tid, hvor man først så meget som plantede et rigtigt kys på en andens læber, efter man var blevet forlovet med vedkommende.

Dog stod hun alligevel, med en menneske drengs arme rundt om sig, og mærkede hans ae'en mod sin lænd, og hans læbe mod sine. Det var uvant, men enormt skønt på en sær måde. Hun nød at stå sammen med ham, selvom hun vidste at det var forkert. Og det gjorde det heller ikke nemmere, da hun kom i tanke om deres puplikum. Godt nok sagde hestene ikke noget, og de stod stille, men deres øjne hvilede utvivlsomt på de to, væsnet og mennesket.

Yvaine lagde sine hænder mod fyrens bryst istedet og lod forsigtigt sine fingre bevæge sig i cirkler, som en form for nussen. Hun havde ikke prøvet så meget før, ìg vidste derfor ikke hvad hun skulle gøre. Hun ville bare prøve sig frem, og se hvordan han ville reagere på det hun gjorde.

Yvaine kunne mærke hvordan hendes krop blev fyldt med varme, både fra hendes egen krop, men også på grund af den varme Mason havde. Hun var helt klart ude hvor hun ikke kunne bunde, og hun anede ikke hvordan hun var kommet der ud, eller hvordan hun kunne komme ind på land igen. Hun vidste bare, at den følelse ikke måtte stoppe.
Dog trak hun blidt sine læber til sig igen, og åbnede langsomt sine øjne og kiggede på drengen foran sig. Hun sukkede lavt, og begyndte at rødme endnu mere. Hun slog blikket ned og slog en hånd for munden.
"Undskyld!" gispede hun i et panisk tonefald, i frygt for at have haft gjort noget forkert, for sådan gjorde to, mennesker eller væsner, vel ikke når de mødte hinanden? Det måtte have været hendes fejl. Hun skulle aldrig have været taget derhen. Men på den anden side, havde hun intet imod det der var sket. Men hun ville dø af skam, hvis Mason fortrød det.
Hun lod sin hånd falde ned igen, "Jeg ville ikke... Undskyld...!" hviskede hun og bed sig selv i underlæben, for at være sikker på, at hun ikke kunne styre sig og ville komme til at kysse ham igen. Tanken virkede fristende...

**Mason** Tors Maj 17, 2012 8:19 am

Mason kunne ikke forstå det. Han kunne godt se, at det her måske ikke var det mest normale, taget i betragtning, at de lige havde mødt hinanden. Men det føltes bare, så pokkers rigtigt!

Da Mason mærkede hendes hænder begynde, at nusse hans brystkasse, var han næsten lammet. Han havde slet ikke forventet, at det her skulle komme så vidt. Han ville jo gerne, men det var ikke til, at vide, hvad hun gerne ville. At overskride hendes grænser, ville være ekstremt pinligt, og usandsynligt dumt. Ikke lige to ting, han gerne ville forbindes med. Hans krop var som stivnet, men han fastholdt alligevel sit blid tag om hende. Det eneste der muligvis var, at bemærke var, at hans hænder kørte en anelse mere forsigtigt. Det var som om, at hans krop, var gået i stå.

Han åbnede sine øjne, og stoppede sine hænder, da hun slap ham. Han slap dog ikke hende, med hænderne i hvert fald. Han stod et kort øjeblik udtryksløs, og så på hende, mens hun panisk undskyldede med brændende hede kinder. Hans læber bevægede sig op, i et stille smil, da han forsigtigt strøg en hånd under hendes hage, og fik hende til, at se på ham igen. "Hey.. Du behøver ikke undskylde. Det var jo trods alt mig der.." Han stoppede, og blev selv ramt af kinderne, der blussede op, hurtigere end han havde kontrol over. Han slap hende, med en modvillig kamp i sit indre, og lod hænderne falde ned langs siden. Måske havde han gået for langt? Han havde tydeligvis bragt hende i panik, hvilket ikke kunne være et godt tegn.

**Yvaine** Tors Maj 17, 2012 7:04 pm

Trods det faktum at der var få tegn på det, kunne Yvaine godt mærke på ham, at hendes nussen mod hans brystkasse, måske var for meget. Men hun turde ikke stoppe. Hendes fingre blev ved med deres cirkelmønstre, indtil at hun slog hånden for munden.

Da hun kiggede ned efter at have talt, mærkede hun en hånd under hendes hage, og hun kiggede op på ham og ind i hans øjne, som tydeligvis var det han ville have hende til. Hun lyttede til det han sagde, og opdagede først dér, at han smilede. Det fik et lille smil til at brede sig ud over hendes egne læber, men da han stoppede med at snakke og smilet falmede, hænderne endte ned langs hans sider, og han begyndte at rødme, følte hun, at hun havde gjort noget galt.
Hun overvejede kort at forlade stedet, uden at se sig tilbage, for det var hvad hun burde gøre. Men nu lå landet sådan, at hun ikke kunne få sig selv til at forlade dette menneske, der så kort tid forinden, havde berørt hendes læber med sine egne.

Hendes fingre, på den ene hånd sitrede svagt, inden hun tog sig sammen og lod den finde hans hånd. Hun gjorde det langsomt, så han havde mulighed for, at trække sig væk. Det ville være akavet hvis han gjorde det, men hellere det, end at han skulle tro hun var ligeglad.
"Mason... Du skal ikke undskylde.." hun sagde det med en lav stemme og slog hovedet ud til siden, da noget hår havde sneget sig ud af fletningen og kom i vejen for hendes syn. Hun begyndte at smile, for St hvis han nu kiggede op, skulle han ikke mødes af et... Ikke-glad ansigt.
Hun vidste at hun ikke burde gøre alt dette, men nogle gange, måtte man gøre hvad man følte var rigtigt, istedet for hvad man mente var rigtigt.

**Mason** Tors Maj 17, 2012 11:20 pm

En overraskende rolig følelse bredte sig hos Mason, da hun frivilligt, og helt af sig selv, pludselig tog blidt fat om hans hånd. Han gav den et stille klem, og så op igen, på hendes nu smilende ansigt. Mere skulle der ikke til, før det velkendte og lidt drengede smil, fandt vej frem igen. Hun var altså ikke frastødt af ham.

Han lagde hovedet en anelse på skrå, og lod sin frie hånd finde vej op til hendes ansigt, hvor han i en rolig bevægelse, strøg den vildledt hårlok, om bag hendes ene øre. Han lod forsigtigt hånden strejfe hendes kind, inden den gled ned igen. "Tak.. Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige så" Han lo stille, da det egentlig var sandt nok. Alt det her kom komplet bag på ham, og det var lige før, at han var direkte mundlam. Hvad skulle det her blive til. De havde mødt hinanden for.. Tiden! Han havde ingen anelse om hvor længe de havde været her men, hvad skulle han overhovedet nå? Han rystede på hovedet af sig selv, og ønskede, at hun ikke fandt det alt for sært.

Nok havde de lige mødt hinanden. Men det føltes som om, at de allerede kendte hinanden utroligt godt. Trods de få 'ting, de havde nået, at lave sammen.

//Beklager, hvis det blev en smule kort ^^

Sponsoreret inhold

Want to join? - Yvaine

Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine

Sv: Want to join? - Yvaine