historie og fortællinger ~ Mason

**Garret** Fre Maj 18, 2012 3:01 am

Sted: biblioteket
Tid: efter sidste time
Vejr: regnvejr (det er der for han sidder der og ikke på kirkegården)
Årstid: forår
Påklædning: langærmettrøje og blå jeans.
Garret sad og var dybt begravet i historiebøgerne. han kunne næsten det hele og alligevel var der ting han ikke kunne koble sammen. han kunne ikke får det til at give mening. det var ikke historien han tænkte på det var det der meget snart skulle ske. hans egen død og en til måske to han var ikke helt sikker. det var ikke meget han kunne få ud af Colling. hans egen død havde de selv aftalt, for Garret vidste at han skulle dø og hvis der var nogen der skulle dræbe ham så skulle det være Colling. men en andens død var også blevet planlagt.... en pige ved navn Yvaine. hvorfor hun skulle dø vidste han ikke. det var det han ikke kunne koble sammen, men han var sikker på at Amanda eller døden stod bag... eller også var det bare Collings egen beslutning. Garret sukkede og kneb øjnene skeptisk sammen.

det kan da ikke passe, " hvad helved" han hviskede men højt. han snakkede med sig selv. han sad og læste historien om skyggejæger kysset. historien om Jaden Maláco. der faldt for en skygge og der efter fik sine vinger flået af sin bedste ven. men historien som den var skrevet der var ikke sand. Garret vidste det kun fordi han havde snakket med en af historiens hovedpersoner nemlig skyggen. han vidste at historien i deres egen historiebog var sand. men denne her var det rene... ja han vidste ikke helt hvad han skulle sige. han så ned på sine notater og sukkede.

**Mason** Fre Maj 18, 2012 3:14 am

//Tøj: En løs mørkeblå skjorte, med en hvid t-shirt under og et par sorte jeans.

Mason skubbede forsigtigt døren op til biblioteket, og trådte musestille indenfor. Han havde stor respekt for biblioteker, da han altid var blevet opdraget til, at være meget omhyggelig med ikke, at larme, rode eller andet sjusket i hans families eget bibliotek. Han lukkede døren igen, og satte i en rolig bevægelse rundt omkring, mens han så på de mange hylder. Det var første gang han var her efter, at han var startet. Men siden han havde brug for, at slå tankerne fra, og fortrænger alle ugens minder her, var stedet perfekt. Desuden elskede han, at læse. Selvom mange fandt det nørdet, var det en stor kilde til glæde hos ham. Desuden havde stedet her, højst sandsynligt, en masse anderledes læsestof.

Han lod hånden glide over rækken af bøger i reolen, og standsede ved en komplet tilfældig. Han trak den ud, og læste titlen. "Nutidens væsner" Mumlede han for sig selv. Hvor ironisk var det lige? Han trak ligeglad på skuldrene, og tog bogen med hen, til et bord, hvor der allerede sad en elev godt igang. Han lod til, at være ret begravet, så Mason ville ikke forstyrre. Han hørte godt drengens eder, og fandt ikke tidspunktet helt rigtigt. Han åbnede bogen, og begyndte, at læse lidt.

**Garret** Fre Maj 18, 2012 3:44 am

det gav et sæt i Garret da den anden satte sig, og lige med et var hans paranoia tilbage. og det var med fuld styrke. han havde god grund til det men det var alligevel at overreagere. Garret lukkede bogen med et smæld og rejste sig. han gik forbi personen der lige havde sat sig og hen til et andet bord. han lagde bogen og gik tilbage efter hans notater. det var ikke de sædvanlige skole notater nej. nogen af dem beskrev omhyggeligt hans egen død. han tog sin taske op fra gulvet og samlede notaterne sammen. dem der havde siddet ved det andet bord havde rejst sig i det han var gået der over. i det han gik væk fra bordet tabte han nogle sider, der meget omhyggelig og grundigt ned til mindste detalje beskrev hans død, og en enkelt var bare nogle meget omhyggelig og udførlige historie noter. lagde ikke mærke til det.

Garret satte sig ned over ved det andet bord og slog op i bogen igen. han begyndte at læse igen. den summende lyd fra en flue irriterede ham grænseløst. han så op og lod kort øjnene blive orange. fluen faldt død ned på bordet og Garret vendte tilbage til historien og sine notater. han tog en blyant op af tasken og begyndte at skrive imens han mumlede for sig selv " i følge verdens skabelsesberetning blev døden først skabt der" han så på det han lige havde skrevet og foresatte " men tager man gudens fortællinger i betragtning, var døden der allerede under deres først krig og bliv der for til samtide med dem" han stoppede og så på sine notater. et lavt gisp kom over hans læber og han stivnede. * øh gud han havde tabt dem bare ikke...*

**Mason** Lør Maj 19, 2012 11:00 pm

Mason så forvirret op fra sin bog, og efter den fremmede elev, da han pludselig fik meget travlt, og skyndte sig væk, til et andet bord. *Hvad handlede det lige om?* Han trak let på skuldrene, og noterede sig ud af øjenkrogen, at personen den anden tabte nogle papirer. Nok havde de vist ikke lige fået det bedste førstehåndsindtryk, men man kunne vel altid prøve, at redde det lidt. Mason var en, der sjælendt bar nag. Og da slet ikke, over noget som det her. Ganske langsomt, og lydløst, skubbede han stolen ud fra bordet, for ikke, at skræmme den anden væk igen. Man vidste jo aldrig, hvad han kunne finde på, hvis han troede Mason var på vej hen efter ham.

Ganske roligt, og med gennemtænkte skridt gik han hen, og samlede papirene op. Han kastede et kort blik på dem for, at se om det ikke bare, var noget bevidst affald der var blevet smidt. Forskrækket spærrede han øjnene op, og så en anelse mere grundigt på papiret for, at sikre, at han ikke havde læst forkert. Hans død. Papiret her indholdt tydeligvis, hver og en af de mindste detaljer, for hans snarlige død. Hvad var det for noget sygt noget?! Han flåede sit blik væk fra papiret, og puttede med meget besvær, sit roligste ansigt på. Måske, var det bare en misforståelse. En syg og forskruet, misforståelse. Med næsten gummiagtige ben, gik han hen til den fremmede, og prikkede ham let på skulderen. Han ankom tidsnok til, at se fluen falde død ned. Hans krop begyndte, at skælve ukontrolleret, mens han ansigt stadig var roligt. "D-Du.. Tabte.. Vist noget" Med en skælvende hånd, rakte han ham forsigtigt papirene.

**Garret** Søn Maj 20, 2012 1:32 am

i det nogen prikkede Garret på skulderne, fór han sammen og var lige ved at falde ned af stolen. idet han så op på personen der havde prikket ham på skulderne, bliv hans lyse blå øjne, orange. hvis personen kiggede på ham ville han nok falde om, hvis ikke dø. hvor Garret dog hadede den gave. han havde tabt blyanten og hans øjne var spirrede op af angst. han gispede kort efter vejret og fik så det hele under kontrol. Garret tog med rolig hånd notateren til sig og lagde dem på sin plads imellem de andre. " det gjorde jeg vist " han så ned og tog blyanten op i hånden igen og forsætte bare med at skrive, som om intet var sket. han begyndte på en ny side. "Jaden Maláco skyggejæger kysset" han mumlede imens han skrev. Garret var den type af person der nød at der var orden i tingene. han lukkede bogen og fandt en ny frem mere historie. " ret og straf " igen mumlede han imens han skrev. Garret så op og endnu en flue måtte følge den første. han sukkede og læste videre

**Mason** Søn Maj 20, 2012 1:43 am

Da personen vendte sig om, kunne Mason ikke tage sig sammen til, at møde hans blik. Ikke efter det han havde læst, eller oplevet. Personen virkede alt for bange, urolig og alligevel dybt koncentreret om det hans skrev til, at det kunne være noget godt. Og turde Mason gøre noget? Nej. Ikke efter det han havde set med fluen. Først da han lod papirene glide ud af hans greb, og den fremmede vendte sig om igen, så han op igen. "Det er måske.. Noget vigtigt?" Fjols. Han kunne åbenbart bare ikke dy sig.

Først da et velkendt navn blev mumlet, kun liiiige højt nok til, at han opfangede det, livede han rigtigt op. "Ham kender jeg da!" Som var han et lille barn, der fik skældud, tog han straks hænderne op til munden, og krympede sig. Det var ikke til, at vide, hvad personen skulle bruge Jadens navn til. Han havde jo selv hørt, hvad der var sket med ham. Han krympede sig en lille smule, og gjorde tegn til, at bakke ud. Han havde mest bare lyst til, at løbe skrigende væk, da han så den anden flue, lide samme skæbne. Sygt!

**Garret** Man Maj 21, 2012 1:41 am

om det var noget vigtigt? det var det vil og alligevel kunne Garret ikke lade være " nej da jeg smider det alligevel ud om nogle dage" spørgsmålet var om han var i live om nogle dage. personens udbrud om at kende Jaden Maláco vækkede Garrets nysgerrighed. men han ville ikke spørge han vidste jo ikke hvordan denne person kendte Jaden. Garrets hånd der holdte om blyanten begyndte at ryste og han måtte ligge den fra sig. han tog sig kort til venstre arm, han kunne ikke mere. en tredje flue måtte følge de andre. inden han lagde sine arme ned ovenpå historiebogen og lod hans hoved følge efter. han kunne ikke mere.

Jadens historie mindede Garret om ham selv, ikke det med at blive forelsket og få vingerne flået. det var jo umuligt da han ikke havde vinger, og han var godt nok forelsket men det var jo ikke imod noget han stod for. nej det var den del af historien hvor han nægtede at tage sin plads, det samme som Garret gjorde selvom det nok ikke varede længe før døden fik sit tag i ham, og Colling så derfor skulle dræbe ham. det var til alles bedste at han døde. Garret skuldere rystede svagt ja næsten umærkeligt. han græd ikke, han kunne bare ikke holde ud at være i hans hoved lige nu. alle de planer om død og ødelæggelse. alt det han vidste fordi han delte værelse med colling og hans uofficielle skoleblad. men der var jo også alt det colling vidste fordi han rodede i hans hoved. og Garret kunne ikke andet en lade ham gøre det, alle kunne rode i hans hoved hvis de ville han kunne ikke gøre noget for at stoppe det.

Garret prikkede til den ene flue med en finger. i det han rakte hånden ud kravlede ærmet op og afslørede noget af det sorte mærke, men han var ligeglad og foresatte bare sit prikkeri. lige med et fik han medlidenhed med fluen og han stoppede med at prikke til den. om meget snart var det hans tur til at få frarøvet livet. "so terrible that it must be true. So sad that it must be death. So horrible that it can only be murder. Give me my life and thought back. Give me my time back." først nu kunne man høre Garrets britiske accent.

**Mason** Man Maj 21, 2012 7:47 am

Mason nikkede stille, mens han næsten krampeagtig slog armene omkring sig selv. Om nogle dage? Var det hans spøg? Vidste han, at Mason havde set det?... For hvis det gjorde, havde det hele bare, at være en stor syg joke. Ikke mere. Ikke flere dødsfald. Godt nok havde han ikke oplevet nogen dødsfald, men det virkede som om, at hele akademiet var utroligt... spændt her for tiden. Ikke på den gode måde, men det var som om, at noget havde lagt sig, og bare ventede på, at noget frygteligt skulle ske.

"Hey... Er du okay?" Han lagde forsigtigt en hånd på den fremmedes skulder, og så bekymret på ham. Selvom han udadtil muligvis prøvede, at virke okay. Gik det ikke specielt godt. Han lod stadig sin hånd hvile der, trods drengens rysteandfald, og den sære prikken til den tredje døde flue. Uanset hvor mange af de tingester han så falde døde til jorden, gav det stadig et lille gys i ham.

Han var så tæt på. Så utroligt tæt på bare, at tage en lille kigger. Bare en lille en. Det kunne både og, være rart, at vide, hvad der foregik inde i hovedet på ham. Men efter det sidste der skete, var han ikke sikker på, at han turde.

//Beklager, krea svigt. =_=

**Garret** Tirs Maj 22, 2012 3:08 am

" kan man være okay hvis man snart ikke har sit liv mere?" Garret havde aldrig tænkt over hvordan det ville være eller om han var okay han havde ligsom bare affundet sig med det. han vendte hovedet og så på personen der havde lagt en hånd på hans skjulder. han havde mest af alt lyst til at ryste hånden af sig, men det ville være uvenligt af han og gøre det. men hans paranoia bliv ikke lige frem bedre af det. men igen han ville ikke virke uvenlig. han sank en gang.

"gør det bare, gør lige hvad du vil, bare få det oversået, jeg er lige glad bare det ikke er for alt smertefuldt" han vidste ikke hvorfor han lige skulle sige det han ville helst have holdt sin mund lukket, men han var så sjældent i kontante med andre folk, at han ikke visdet hvordan han skulle opføre sig, hvis man kunne sige det sådan. hans far ville have skammet sig over ham. så højt oppe hans familie var, at mange normale mennesker også kendte dem. hans far gik et mange fine møder efter hvad garret huskede, men det var mange år siden. han selv havde ikke set dem siden han var syv. men han var og blev en Wanderlin, og det kunne der ikke enders på.

Garret satte sig op og lagde hovedet på skrå. "hvad ved du egentlig om stedet her og hvad der kommer til at ske?" han vidste ikke hvorfor han spurgt men personen virkede ikke som om han vidste noget som helst om stedet og om hvor for at så sådan ud men på den anden side der var mange her der var uvidene. han kunne ikke for vente at alle vidste lige så meget om historie som ham. han rode rundt i sine noter. han vidste ikke helt hvad han kiggede efter, før han fandt det. han stoppede med at lede da han nåde til verdens skabelse. døden havde skabt dem. han rystede på hovedet og lagde det tilbage på bogen. den næste flue endte ved siden af de andre, dog ikke død. den lå bare stille lidt før den rejste sig igen. han sukkede.
// kære Mason vi har fået lov til at foresætte med ar skrive her da vi alle synes det er vigtigt at du for indformationer om Yvaines døs også videre ^^

**Mason** Tirs Maj 22, 2012 9:57 pm

//Mange tak, det lyder godt ^^

Mason var ret lamslået. Drengen, havde alligevel tænkt sig, at gennemføre det! Men... Hvorfor? Hvorfor dog kommer hertil, nye venskaber, nye muligheder.. et nyt liv! Mason var uvidende og forvirret. To ting, han var klar over. Han lod stadig sin hånd blive på hans skulder, men lettere end før. Han havde rig mulighed for, at skubbe den væk og gå, hvis det var, hvad han ønskede. "Det er man vel ikke nej... Men, hvorfor se det fra den vinkel? Du ser jo stadig og frisk ud. Du kan nok holde længe." Hans optimisme var faldet en smule. Han havde aldrig prøvet, at tale en fra døden. Og det var ikke let.

Han var lige ved, at trække et skridt bagud, da ordene først fangede ham. Hans ansigt gik fra undrende til forfærdet. Troede han, at Mason ville skade ham? Dræbe ham?! Han rystede let på hovedet, så det lange pjuskede hår faldt lidt ned foran øjnene. Noget der hjalp ham med, at skjule hans frygt. "Jeg gør dig intet. Det vil ingen på stedet her, heller, kunne finde på." Hans stemme var mere mild, og langt mere dæmpet en før. Stemningen, havde ændret sig til noget dystert. Ubehageligt. En varsel om død.

Hans spørgsmål overraskede ham en del, men han tog det med et roligt smil. "Ikke meget... Der findes sære væsner, og mennesker. Men jeg kan mærke, at noget stort skal ske. Jeg ved dog ikke, hvad det er." Han talte sandt. Han havde faktisk kun gået her ganske kort tid, men det var nok til allerede, at have opfanget en smule. Men ikke meget.

**Garret** Ons Maj 23, 2012 6:56 am

garret blev overrasket over dennes forsøg på at tale ham fra hans plan, havde han mun kigget på hans noter. eller var det bare... Garret skubbede forsigtigt og ikke uvenligt den anden persons hånd væk han satte sig mere op og lagde armene om ham selv. han var virklig ved at falde fra hinanden. han ville ikke være uvenlig men han kunne ikke holde til at have mennesker tæt på. det kunne let gå galt men ham og andre.

garret lo, hans latter var kold og glædes løs. lige som hans søsters, hendes havde dog været det i mange år. han selv var først lige begyndt at meste den følelse. " så ingen her på stedet vil gøre mig noget, sig mig en gang hvor længe her De lige gået har, for det første jeg oplevede var en nat med de døde" garret rystede på hovedet over den anden person. han kunne godt regne ud at han ikke kunne have været har længe, han havde endnu ikke opdaget hvordan tingene hang sammen, hvem der stod bag hvem, hvem der var der bare var en dukke og hvem der var dukkeføre. " jeg er en Wanderlin jeg hedder Garret forresten," han bed sig selv i læben hvorfor kunne han ikke bare holde sin mund lukket, der var Mange her der vidste hvad det ville sige at være en Wanderlin. men også mange normale mennesker kendte hans families navn. noget med handl, eller sådan noget, familiens ansigt ud til den normale verden interesserede ham ikke.

han løsnede dog lidt mere op da personen sagde han ikke vidste det store " kunne De tænke dem og vide mere? om alt det her." Garret tog sig til venstre arm. men lod lige så hurtigt armen falde igen. han trak benene op under sig selv og lagde armene om dem, han lagde hovedet imod knæene.

**Mason** Fre Maj 25, 2012 10:32 pm

Da Mason mærkede, at hans hånd ganske roligt blev skubbet væk, trak han den gerne til sig. Han kunne både se og føle, at der ikke var noget uvenlig ment i handlingen. Så han bebrejdede ham ikke. Han lignede en, der var ved, at falde fra hinanden. En der så livet kollapse omkring sig. Mason ville aldrig kunne rigtig forstå hans smerte, da de ikke var den samme. De havde aldrig oplevet ting, der kunne give den ene et syn i den andens liv. Men han havde bestemt ondt af ham. Ingen tvivl om det.

Mason kunne mærke gåsehuden rejse sig, da den fremmede lo. Det var koldt og hult. Latteren af en død. Han trak ganske roligt på skuldrende, og vente blikket mod gulvet. En nat med de døde?! Gåsehuden der nu var på vej væk, vendte øjeblikkeligt tilbage med en svag skælven. "Ikke længe. Et måned højst ville jeg sige.." Han stod et stykke tid, og så ganske tænksom ud. Wanderlin. Hvor havde han hørt det før? Pludselig slog det ham, at det havde været i en af de historie og fakta bøger han havde skimtet igennem. "Wanderlin.. Dødens tjener?" Det var mest bekræftende ord, da det ville direkte upassende, at bryde ud i noget man var usikker på. "Jeg er Mason. Godt at møde dig Garret." Han sendte ham et halvhjertet smil, og rakte hånden frem som en gestus.

Mason nikkede en smule ivrigt, og så sig omkring. Han fandt hurtigt en stol, som han trak derhen og satte sig på. Ikke for tæt på Garret, da han tydeligvis ikke var så meget for nærkontakt. "Meget gerne." Hans stemme var dybt fokuseret. Nu ville han vide, hvad filen der foregik.

**Garret** Lør Maj 26, 2012 3:42 am

* kun en måned det var derfor * Garret rystede på hovedet af den anden og han sukkede " alt her på stedet er ja.. se på det sådan her, der dukkerne og så er der dukkeførene" garret øjne blev lyser da den anden nevtæt dødens tjener han nikkede " ja jeg en af hendes tjener men det kommer ikke dig det ved" han bed sig i læben, talte han for meget om hende og dem. og planerne så ville han for det betalt. han til forsatte dog med en lidt letter og muntre stemme " det er også min families navn så.. men kan jo ikke gøre for hvad man bliver døbt" Garret rakt hånden ud og trykkede kort Masons, som han hed. men han slap den hurtigt igen.

Garret smilte da Mason sagde at han meget gerne ville vide mere. og Garret rodede rundt i sine noter en af dem endte på gulvet. Yvaine pigens navn var overskriften. og noten om handlede hendes død så meget som Garret nu vidste. det han vidste med sikkerhed stod øverst og han gætteri stod lidt længere nede. Garret rodede bare videre han bemærkede ikke hvad det var han tabte. han fandt hvad han ledte efter " Akademiet er grundlagt af gud døden og satan men det brude du vide, døden bliv der efter smidt ud og forbudt at sætte sine ben her igen, men det vil ikke vare længe før hun igen kan det også vil hun havde hævn. det så ment det er sker lige nu og her, og du min ven skal vælge side. " Garret stoppede og så ned. han kunne ikke mere lige nu, hans læber bevægede sig svagt som om han talt til sig selv. i virkeligheden var det døden der talt til ham, hun vidste ikke hvad der føregik, men hun forsøgt at få han til at give efter for hende og det gøre han så lige der på stedet, bare Colling ville dræbe han hurtigt

**Mason** Ons Maj 30, 2012 5:06 am

Mason tog sig selv i at lytte oprigtigt interesseret, til det hvad drengen fortalte. Dreng var nok rimeligt ungt sagt, men nu var han ikke lige typen med sproget der kaldte det mandlige køn for 'fyrer'. Nærmere herre, og knægte. Dog var han en ung herre, som Mason selv. Garret lod til at have gået her en del længere end Mason selv, og virkede som typen der kunne lide at vide, hvad der foregik omkring sig. "Javel.. Dukkeførene er vel lærene?" I et forsøg på at forstå, spurgte han forsigtigt ind. Hurtigt blev hænderne dog trukket op, som et tegn på fred. Han ønskede bestemt ikke at snage, i andres private sager. Det havde han gennemgået alt for tit. Desuden hadede han det selv. "Sorry.." Han trak dem ned igen, med et prøvende smil. "Nej.. Nej, det kan man ikke."

I starten hørte Mason faktisk efter, da Garret igen begyndte på sin lange prædiken. Men da han kort så ned på sine foldede hænder, fangede et bekendt navn, hans opmærksomhed. Med tanker på hvad der havde stået på de forrige papirer, snørede hans mave sig sammen, bare ved tanken om at samle det op. Forsigtigt og med alt glemt om Garret, bukkede han sig ned, og tog papiret op. Han satte sig til rette igen. Hans ansigt blev blegere end man troede muligt, da han skimtede ned over papiret. *Yvaine....* Det hang slet ikke sammen. Med skælvende hænder, sænkede han papiret igen. "Hvad er det her?" Han holdt noterne op, så man tydeligt kunne se hendes navn. Hans øjne var skræmte, hårder og så utroligt uvidende, at det var lige før en morder vil få ondt af ham. Hans hals var så tør, at han umuligt kunne sige mere for nu. Han stirrede direkte på, Garret, og ønskede svar. Nu.

**Garret** Ons Maj 30, 2012 7:21 am

Garret stivende da han se hvad det var Mason sad med. " det.. " han lukkede øjnene i og rystede på hovedet, han brudte ikke vide det. han åbnede øjnene igen og de var blevet helt klare og hvid, så det eneste farve var de sorte propiler. " det måske en du kender, hør jeg ved ting jeg ikke brudte det her er en af dem, så jeg ville blive glad hvis du ikke nævner det til nogen", Garret fik med hurtige og målbeviste bævelser samlet sine ting. han var blevet bleg og han skulle af vejen hurtigt. hvis det her skulle ikke gå galt, det har skulle bare ikke gå galt. han tog sig kort til hovedet og lukkede øjnene. " hør hvis det er en du kender skal du holde øjnene åben okay jeg ved ikke så meget andet en hun skal skaffes af vejen" han stoppede og måtte tages sig til nakken hvor mærket bredte sig, det var så ikke lige noget han ikke skulle sige. Garret blev lig bleg, han kunne mærke døden stramme sit tag i ham.

han kunne mærke noget løb ned af ryggen som ild, og noget inden i ham stoppede med at kæmpe. et suk kom over hans læber og han rejste sig, men han kunne ikke få sig til at gå. han lukkede øjnene kort åbnede dem hurtigt igen da han kom i tænke om noget.han tog en af hans noter:
genoplivningen for begynder, mørke magi og dødens ord
du skal bruge en kniv dit blod aske fra et brændt dyr og knogler det kan også være fra et dyr

godt der SKAL VÆRE gået tre dage ikke mindre ikke mere. på tredje dagen. og du skal virkelig ville det ellers vil personen for altid være død. et snit langs med din livs linje i hånd fladen bare et par dråber skulle være nok af dit blod.
læg tingene foran personens grave eller det sted personen man har ikke nøde at være begravet. knoglerne lægger du i en cirkel og asken i midten af det. asken blander du med dit blod.....
tag min hånd, og hånd i hånd vi gå. natten har skænket os det dystre, dagen har lyset os givet. døden skabte os, af hvad der var tilbage..ud af mørket, tag min hånd. skabt med os et djævelsk bånd. lære dette uden ad. du skal blive ved med at gentage dette end til der går ild i asken, det kan tage lidt tid men det skulle ske. du skal så forholde dig tavs til det er brændt ud
der efter vil døden give personen liv igen.

Garret lagde det på bordet og sagde med lav stemme " du har mere brug for det end jeg, men hvis nogen spørg så kommer det ikke fra mig af" vendte sig og gik han forlod ikke stedet han fandt bare en bøg hylde og gav sig til at lede efter en bog, okay ikke bare en bog, hvis Mason ville kunne han godt finde Garret igen, men ellers så skulle han jo finde den bog. mørk magi og skyggejæger.

**Mason** Tors Jun 07, 2012 9:10 am

Mason fjernede ikke blikket fra Garret så meget som én enkelt gang, under hele episoden. Det virkede for ham som om det hele gik ekstremt hurtigt, og dog virkelig virkelig langsomt. Han opfangede hver en bevægelse, ord, lyd, ja alt hvad der skete! Og alligevel var det som om det hele skete lynhurtigt, og fløj i en stor klumpet tåge forbi ham. Det var så forvirrende at holde styr på.. Og smerten. Han kæmpede med den tomme, hule smerte der var ved at bygge sig op. Yvaine kunne da ikke dø!.. Kunne hun vel? Hun var skyggejæger. Mægtig. Og speciel.. Han kunne ikke klare tanken om det. Så i stedet vendte han tilbage til nuet, hvor Garret var begyndt at tale igen. Han måtte være hurtigt. Intet! Måtte spildes.

Masons greb om papiret strammedes, da ordene næsten blev hvisket ud mellem tænderne. "Hun ER en jeg kender!.. En der ikke må dø.." Hans stemme var næsten grødet, da han talte færdig. Det måtte hun ikke. Trods han faktisk kun havde kendt hende i utrolig kort tid, følte han virkelig noget. Uanset hvor svært det var for ham at indrømme, var han ret så sikker på, at han elskede hende. Han ønskede ikke, at være grov mod Garret. Og forandringen i Garret's øjne, viste også at han var tydeligt påvirket at situationen. "Men jeg siger det ikke til nogen." Ordene var bestemte, til trods for at hans hoved næsten bogstavelig talt hang ned fra bordet. Han følte sig smadret. Destrueret. Knust. Han vidste at personen skulle dø. DØ for pokker!.. At have så megen viden, og ikke at kunne redde hende, skar ham i hjertet. Men?

Han bemærkede godt, at Garret tog sig til nakken, men tænkte ikke mere over det. Så mange sære ting, så mange sære mennesker. Papiret han tog op, var umuligt at skimte bagfra. Så i stedet tog han i brug, hvad han ikke ønskede. Han åbnede barrieren der holdt alle andre massive tanker ude, og lod nogle af Garrets passere. Det var med en utrolig intensitet at han kun lod de bestemt tanker, med ordene fra papiret passere. Alle andre summende, larmende, brølende, hidsige, paniske tanker blev væk. For en gangs skyld. Informationerne var nyttige. Ja livsnødvendige! Han samlede taknemmeligt papiret op, og slap det andet. Forsigtigt skimtede han igennem igen, og sikrede sig det hele, mens han mentalt noterede sig det. Han så op igen for at takke Garret, men selv om han lige havde hørt ham tale, var han væk.

Han lukkede af for tankestrømmen, med en stadig påkrævet koncentration. Hvorefter han meget målbevidst rejste sig, gik over til Garret, og rakte noterne om Yvaines død som han havde taget først. "Tak.." Med et stille men yderst taknemmeligt smil, vendte han sig om igen, og begyndte at gå mod udgangen. Det kunne ikke vare meget længe, før han brød panisk sammen, over alt det han lige havde oplevet. Bange, og.. Klar?

Sponsoreret inhold

historie og fortællinger ~ Mason

historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason

Sv: historie og fortællinger ~ Mason