A sketch of the world ~ Åbent.

**Saga** Fre Apr 20, 2012 5:40 am

Tid: Eftermiddag, lidt efter timerne er slut.
Sted: Fællesrummet.
Vejr: Det ser køligt ud udenfor, men solen er fremme.
Omgivelser: Der er et par elever i rummet, men ingen ser ud til at være interesseret i den generte pige.
________________________________________

Saga sad i en af vindueskarmene med sin ene kind klemt op imod ruden. Hendes ene ben var presset op i vinduet, det andet hang og dinglede. I skødet havde hun en notesblok der var tilskriblet af tegninger, og i mundvigen hang en blyant og vippede.

Det var nemt at være Saga Aisley. Man kunne være alene hvis man ville, undtagen når folk lige have brug for nogen at lade deres vrede gå ud over. Så var det ikke lige så fedt at være hende, for hun blev tit brugt som trædemåtte for akademiets mere aggressive elever. Og Saga lod dem gøre det.

Hun strøg noget sort hår om bag øret med en lang finger, og rettede blikket imod sin tegneblok igen. Hendes øjne fik en mørk, dyb farve. Siden hvornår var hun begyndt at lave sådan nogle kantede kindben? Hun bladrede om på en ny side, og begyndte at tegne skolens bygningsværk. Et syn hun kendte lige så godt som sit eget ansigt.

**Garret** Fre Apr 20, 2012 6:18 am

Garret var lige trådt ind i opholdsstuen, da en pige med et usædvanlige mørkt blik fangede hans opmærksomhed. Kunne det være en dæmon, nej det var nok kun ham. Han havde svært ved at samle tankerne og måtte se en heldel forvirret ud. hun så nu noget ensom ud, der over i vindueskarmen. da han ikke kunne finde noget andet at tage sig til, gik han stille i gemmen rummet og overtil vinduet. Garret så ud af vinduet og lod kort blikket falde på en flue, øjnene blev kort orange og fluen lå nu død i vindueskarmen. *skulle han sige noget? eller lade være?* Garret lod blikket falde på pigen, han havde han ikke set hende før måske.
//håber det er okay. beklager stavefejl

**Saga** Lør Apr 21, 2012 5:46 am

Sagas øjne blev ufrivilligt tiltrukket af døren der smækkede. En dreng kom ind, omkring hendes alder. Der gik et øjeblik før hun genkendte ham. Det var den mandlige del af Wanderlin-klonerne. Hun rettede blikket imod sin notesbog igen, imens hendes øjne fik en endnu mørkere farve.

Hun blev overrasket over at se ham kommer over imod hende. Hun vippede blokken ind imod sig, så han ikke ville kunne se hendes tegninger. Hun hadede når folk smugkiggede på hendes tegninger.

Selvom hun prøvede at lade være, kunne hun ikke lade være med at kigge på ham. Hun valgte at bryde tavsheden, efter hun knipsede en død flue væk fra vindueskarmen.

"Du hedder Garret, ikke?" Hendes øjne var næsten midnatssorte da hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham.

**Garret** Lør Apr 21, 2012 11:04 pm

Garret lod blikket løbe op og ned af pigen, inden han lod det falde til ro ved hendes øjne. han kunne ikke lade være med at smile da hun vippede blokken ind imod sig selv, så han ikke kunne se hvad hun tegnede. men Garret havde en fornemmelse af at de tegninger denne pige lavede var meget livagtige.

han kiggede ud af vinduet og blikket blev draget mod kirkegården. hvorfor var han også gået der hen i stedet for til at gå til sidst time. men det var vist historie han skulle have haft, så det kunne vel være lige meget. endnu en flue endte sine dage død i vindueskarmen. selv de små ting lod til at irritere ham i dag, tag nu bare fluen fx. Garret blev ikke overrasket over at hun kendte hans navn. og hvis ikke man kendte ham så kendte man hans søster.

" jo det mit navn " han kunne ikke lade være med at smile og der var latter i hans stemme da han sagde det. " har man så lov til at spørge hvad sådan en smuk pige hedder" Garret var fascineret af hvor mørkt hendes blik var. fluen endte på gulvet og han satte sig i vindueskarmen, med begge ben ud over kanten.

Garret lod blikket løbe rundt i rummet. følelsen af at blev overvåget vendte tilbage men han nægtede at giv efter for døden. så heller lade mærket dræbe ham og håbe på at Amanda ikke finder ham. han sukkede let.

**Saga** Søn Apr 22, 2012 3:43 am

Saga blev overrasket over hans latter. Han lød rimelig munter, hvilket for hende var en ret ukendt følelse. Det fik hende til at smile en lille smule, bare et smalt, næsten usynligt smil. Den største forskel i hendes ansigt var hendes øjenfarve der blev en smule lysere. Et glimt at brunt kunne skimtes i mørket.

Hun rykkede sig en smule tilbage, da han satte sig i vindueskarmen. Hendes øjne var sorte igen. Hun var ikke vant til at få opmærksomhed, især ikke fra en af skolens populære personer. Eller, måske ikke ligefrem populære, men kendte, i hvert fald.

Da han kaldte hende smuk viste hun ikke om hun skulle grine eller slå ham. Hendes slanke hænder dirrede, og blokken dirrede med. Hun gav langsomt slip på blokken og satte blyanten om bag øret.

"Saga," svarede hun, imens hun så ham i øjnene. Hendes stemme var næsten undskyldende, som om hun var ked af at hun ikke havde noget bedre at sige.

Der var stor kontrast imellem dem, selvom de have nogenlunde samme hårfarve. Hendes hud var en smule mere gylden. Hans øjne var så lyse at hun blev en smule... foruroliget. Men de var meget smukke. Lidt muntre, lidt sørgmodige.

**Garret** Søn Apr 22, 2012 5:59 am

Garret var nysgerrig efter var denne pige tænkte, men det var jo en privat sag. han havde jo selv problemer med tanke læser, illusionister og mare. de havde frit spil og han var et let offer. han kunne ikke fortælle hvornår tankerne var hans egen og hvornår det var en let for ivrig tanke læser. marene var også en plage da det betød mareridt næsten hver nat.

hendes hænder dirrede, og blokken dirrede med. det slog ham at hun måske overvejede at slå ham. men Garret syndes han kunne se antydningen af et smil på der smukke ansigt. * Saga det var et usædvanligt navn* han kunne ikke lade være men at le, ikke for at være ond, det var mere end blanding af forvirring og frygt. " Saga det er vel nok et usædvanligt navn" han så på hende med et smil.

det var rart for en gangs skyld at være sammen med en levende person. han rykkede ufrivilligt på hans venstre arm. og han fik et smertefuldt udtryk i ansigtet. en lille irriteret lyd kom over hans læber, inden han trak vejret ind imellem tænderne. han så på Saga og håbede ikke hun havde lagt mærke til det. de mørke øjne havde en dybet der fangede Garret hver gang han så på hende.

Garret forsøgte at smile men det lykkedes ikke rigtigt. dagen havde været lang, men det gjorde ikke noget den blev lidt længere. så længe han sad her og kunne se på hende. der var noget ved de øjne der fik ham på andre tanker. han havde på fornemmelsen at jo længer tid han blev siddende her. jo færre bekymringer ville nå hans tanker. "hvor kommer du egentlig fra ?" han så ikke på hende da han sagde det. men lidt efter lod han blikket falde på hende igen

**Saga** Søn Apr 22, 2012 9:53 pm

Hun smilede lidt, især af hans lidt blandede latter. Hun kunne ikke helt læse hans følelser, og det plejede hun ellers at være god til. Hun strøg igen langsomt en lok af det mørke hår om bag øret, imens hun så fraværende ud af vinduet. "Det er et nordisk navn," forklarede hun. Men han havde ret, der var flere mennesker der hed Garret, end der var mennesker der hed Saga. "Fra den nordiske mytologi."

Siden Sagas mørke øjne havde set ud af vinduet, havde hun ikke set ham trække sig. Hun havde dog hørt ham gispe, og hun rettede igen blikket imod ham. Hun lagde hovedet lidt spørgende på skrå, men hun sagde ikke noget. Han var svær at læse, men hun kunne i det mindste se at hans smil var falsk. Det fik hendes øjne til at blive endnu mørkere. Hvis han var utilpas ved hendes selvskab, hvorfor var han her så?

Hun tøvede lidt med at svare ham. "Det ved jeg ikke. Jeg har været her så længe jeg kan huske." Hendes øjne havde samme farve som onyxer. Hun havde tit spurgt sig selv hvorfor hendes mor havde forladt hende, men tanken gjorde mindre og mindre ondt år efter år.

**Garret** Søn Apr 22, 2012 11:08 pm

Garret var en smule forvirret og hørte ikke rigtig efter han fangede dog at navnet var Nordisk. det var ikke hver dag man mødte en men et så usædvanligt navn, usædvanligt men smukt.

Garret lade ikke mærke til at hun virkede en smule irriteret. men han havde også en tendens til ikke at kunne for holde sig til vanskeligt situationer der involveret levende mennesker. Garret kendte godt til det med at have været har så længe man kunne huske. men han viste da hvor han var fra. måske var hun en af dem der var blevet efter ladt har. Garret selv havde været har siden han var syv. og den første dag havde ikke været den lykkeligste. han havde fået lov til at tilbringe den og natten med på kirkegården. bundet fast til lågen.

ved tanken om kirkegården, gjorde det endnu en gang ondt i Garrets venstre arm. han så på hende med et undskyldende smil idet han tog sig til armen. han forsøgte at skjule det gjorde ondt, samtidig forsøgte han også at skjule dødens mærke. *hvis det fortsætter med at brede sig så vare det ikke længe før jeg er død* tanken var panisk.

han håbede sådan at hun forstod at det ikke var hende der var noget galt med. han ville smile men han lod være og skar en grimasse. falske smil var hans søsters speciale. hans øjnene var godt på vej til at skifte farve. man kunne svagt fornemme en orange glød, bag de normalt ellers så lyse og muntre øjne.

han lade hovedet på skrå og så på hende " så du ved altså ikke hvor du kommer fra? er det ikke en smule frustrerende " hans stemme var lav men han håbede på at ved at få gang i en samtale ville det avlede hans opmærksomhed. og han ville også lære denne smukke pige hvis navn var Saga bedre at kende.

**Saga** Man Apr 23, 2012 1:14 am

Saga smilede svagt, men det var ikke et behageligt smil. Hun vippede lidt med foden der hang og dinglede ud over kanten af vindueskarmen. Skoen slog imod væggen. "Jo, det er meget frustrerende." svarede hun langsomt. "Det er som om der er nogen der holder en hemmelighed for mig. Det pirre min nysgerrighed." Så lukkede hun blokken sammen med et klask, så en lok af hendes hår faldt ned over hendes ansigt igen. "Men det betyder ikke noget længere. Det gør ingen forskel."

Hun blev lidt overrasket over hvor meget hun snakkede. Hun plejede at holde sig til sig selv, og snakke så lidt som muligt med andre folk. Men... Wanderlin-drengen var let at snakke med. "Hvor kommer du så fra?" spurgte hun.

Saga blev ved med at se på ham, søgende, som om hun var ved at løse en gåde. "Er du okay - Garret?" Hun tøvede lidt med at sige hans navn. Hendes øjne flakkede imod hans arm, og en dyb rynke imellem hendes øjenbryn trådet langsomt frem. Hun havde for travlt med at se på hans arm, så hun havde ikke opdaget gløden i hans øjne.

**Garret** Man Apr 23, 2012 2:28 am

Garret så på hende med et lille smil, " london centrum " han trak på skuldrene og fortsatte med lavere stemme "men jeg har været her siden jeg var syv " han så ned i gulvet og var ikke stolt af hans forældres beslutning. * hvis jeg ikke var kommet her så ville jeg ikke have det problem jeg har * han hade faktisk sine forældre for det.

han blev overrasket over at hun spurgte til ham. "ja... det går" hans stemme var lidt usikker, og han var blevet nervøs. hans øjne havde dog fået den lyse farve igen. han flyttede hånden fra armen, og løftede lidt op i ærmet. han lukkede øjnene da det nederste af mærket kom til syne.

Garret rystede kort på hovedet, og så på Saga med et lille smil. det var ikke det helt store men det var ægte. hvis bare han kunne samle tankerne bare en lille smule. det i sådanne tilfælde han læser historie. af en eller anden grund. det var også der for at det var lige meget med at komme til den sidste time i dag. Garret så hende i øjnene da han sagde det " på et punkt er vi ens, ingen af os ved hvor vi kommer fra. du af dine grunde, og så der mig. godt nok kan man læse om min familie i historiebøgerne. men der er så mange løgne og så meget bedrageri, involveret i de historier at man ikke ved hvad der er sandt og hvad der er falsk." han så ned efter han havde sagt det.

**Saga** Man Apr 23, 2012 6:15 am

London? Hun smilede i sit stille sind. Det lød spændende. Men han havde ikke nogen tydelig britisk accent. Og han lignede ikke en englænder... Men på den anden side, hun rejste ikke særlig meget rundt, så hvordan kunne hun gøre sig klog på det?

Hun kunne ikke lade være med at være en lille smule sympatisk. Hendes øjne fik er ravgyldent glimt, der ændrede sig til noget blåligt. Det var noget at man ikke viste noget om ens familie, der var noget andet ikke at vide noget om ens berømte familie. Usikkerheden og følelsen af et ukendt savn. Hun gjorde en synkebevægelse, og hendes hænder dirrede svagt igen.

"Hvis du besvimer, så lover jeg dig at jeg..." Hendes lidt nervøs, drillende stemme tonede ud, da hun så noget mørkt på hans ud. Uden at tænke over det, rakte hun hænderne ud, for at trække hans ærme længere op, så hun kunne se.

**Garret** Man Apr 23, 2012 7:06 am

Garret lod hendes hænder hive op i ærmet, så mærket kom syne. han var ude af stand til at tale. han kunne ikke en gang selv se på det. men det var heller ikke nødvendigt. Garret lukkede kort øjnene.* tænk en gang at det mærke kunne skabe så mange problemer.* kraniet med de sorte vinger, mønstrede udenom havde bredt sig længer op af armen og hen over hans bryst. det var tydeligt selvom det kun var hans arm der fremme.

kort kunne han høre døden i hans tanker. men han nægtede at giv efter. huden der hvor mærket havde bredt sig var rød og irriteret. men det betød ikke noget. på trods af hans fortid og hvad han havde planer om at gøre i hans fremtid. ville han ønske at hun ville forstå. og ikke dømme ham som alle de andre.

godt nok var han en af dødens tjener men det var ikke frivilligt, han var ikke som hans søster. selvom de var tvillinger, var de så forskellige som to mennesker kunne være.
Garret så på hende med et blik der både rummede frygt for at blev dømt som noget han ikke var men også angst og panik for at han en dag ville give efter for døden. han sank en gang og så en gang til. han åbnede munden men lukkede den så igen *hvad skulle han sige?* han valgte tavshed i stedet for de malplaceret ord, der nok bare ville komme ud af hans mund.

han lod blikket løbe rundt i rummet ingen andre lod til at bemærke dem. og det passede ham fint. det fik ham til at falde lidt til ro, og han så igen på Saga. men han sagde stadigvæk ikke noget han ville lade hende om at bryde tavsheden, og hvis han gjorde det ville hun nok ikke forstå så meget af hvad han sagde alligevel.

**Saga** Man Apr 23, 2012 8:05 am

Sagas lange fingre trak længere op i hans ærme. Og længere. Og længere. Hun viste at lige meget hvor meget hun trak op i hans ærme, ville huden være fyldt med de snirklede, raffinerede mønstre. De kravlede op af hans arm, som var de slyngplanter. Men det eneste hun forstod, var det mørke kranium. Det kendte hun da. Men hvorfor...? Det var ikke til at sige om Garret var manisk, eller om det rent faktisk var...

Hun så ham i øjnene, med et næsten lige så frygtsomt ansigtsudtryk. Så, med et pludseligt ryk, rev hun hans ærme ned igen. Hun pressede sig tilbage, med ryggen op i vindueskarmen. En lav lyd forlod hendes læber, næsten som en knurren. Hun var ude af stand til at styre hendes øjne, og de skiftede heftigt farve fra sort til brun, rød, neongul.

Så slappede hendes muskler af igen. Langsomt. Hun så ikke på ham, men på de andre i rummet. Hun bukkede sig ned for at samle sin notesbog op fra gulvet. Den var faldet ned da hun havde trukket sig væk fra ham. Inden hun tog den op, havde den været åben på en side med en tilfældig gruppe mennesker og en gasblå himmel.

Hun ignorerede de andre elevers nysgerrige blikke. Hendes heftige bevægelse havde selvfølgelig tiltrukket sig opmærksomhed. Nogen råbte af dem, andre vendte bare tilbage til det de havde gjort før.

Saga lukkede øjnene. Hendes øjenvipper kastede skygger ned over hendes kindben. Da hun åbnede øjnene igen var de onyxsorte. Hun følte sig klemt ind i et politisk drama imellem De Tre. Sådan havde hun det hele tiden. Og hun ville helst være helt fri. Normal.

Hun strøg febrilsk hænderne ned over sit tøj, imens hun prøvede at smil undskyldende til ham. "Undskyld... Garret..." Men hun viste ikke hvad hun skulle sige.

**Garret** Man Apr 23, 2012 3:39 pm

Garret burde have vist det, hun reagerede lige som alle andre. dog ikke lige så aggressivt. men han ville ikke lyve overfor hende, han ville ikke holde det skjult overfor hende. om så han var det frivilligt eller ej.

Garret trak benene op i vindueskarmen, lagde armene om dem, og hovedet mod knæene. han kunne intet sige og han ville intet sige. han så ud på de andre elever der først nu bemærkede dem. og det gik først nu op for ham at Saga måtte kunne ligge to og to sammen. hvis ikke man kendte dødens mærke så kunne men godt blive i tvivl. men hun havde reageret lige som de andre. og Garret kunne ikke bebrejde hende.

han lukkede øjnene og kæmpede med tårerne, han gemte hovedet bag hans knæ og arme. men kunne ikke skjule at hans skulder rystede. han græd uden at sige en lyd. han havde håbede hun ville forstå. det muntre i hans øjne var væk, og erstattet med sorg.

Garret vendte hovedet og så på hende uden at tænke over at tårerne stadigvæk løb ned af hans kinder. " der er ikke noget at undskylde for " han sank en gang og trak vejret dybt ind. han lade hovedet tilbage mod knæene. han kunne ikke stoppe tårerne der lige nu havde frit spil.

**Saga** Tirs Apr 24, 2012 5:51 am

Hun betragtede ham tavst, da han skjulte sit ansigt imellem knæene. Skyldfølelsen gnavede hende smertefuldt i mellemgulvet, og hendes øjne viste slet ikke hvilken farve de skulle være. Hun fik dem langsomt under kontrol et sted omkring sort. Hun lukkede øjnene, og hendes øjenlåg dirrede voldsomt. Hun ville ønske at hun kunne spole tiden tilbage, og have været sit sædvanlige, kølige jeg. Hvorfor var hun flippet ud, bare den ene gang? Hun ville ønske at hun bare havde løftet det ene øjenbryn og set hånligt på ham. Alt andet var bedre end dette. Hun så næsten forfærdet ud, da hun så hans skuldre ryste.

Hans tåre forskrækkede hende, og hun blev endnu mere beklemt da nogen af de andre elever kiggede hen imod dem. Hendes hænder flagrede meningsløse rundt, indtil hun lagde den ene på hans skulder, og prøvede at virke så trøstende som muligt. Et suk forlod hendes læber.

**Garret** Tirs Apr 24, 2012 6:25 am

Garret sad helt stille lidt, og i det hun lagde en hånd på hans skulder stoppede han helt med at græde. han blev en lille smule forvirret. men han faldt også til ro. han bebrejdede hende ikke. det var normalt at folk reagerer sådanne, han var efter hånden van til det. så hans egen reaktion kom bag på ham.

han betragtede hende med et roligt blik. han sagde ikke noget. hvad skulle han også sige. han tænkte lidt enden han sagde det. " det ender med at dræbe mig, men i det mindste vil jeg dø som mig selv" han så rundt på de mange nysgerrige tilskuere, der lige pludselig fik travlt med noget andet. hvor han dog hade den reaktion folk kom med. hvor han dog hade sit navn og foragtede sin familie.

han så bare tavst på hende, imens han forsøgte at samle tankerne helt om hende og kun om hende. han trak lidt på smilebåndet, det var kun en lille bevægelse men den var der. der var stadigvæk håb. hun var da ikke løbet skrigende væk. men nu han tænker over det var der kun en der havde gjort det

**Saga** Tirs Apr 24, 2012 7:59 am

Hun tøvede lidt, før hun tog øjenkontakt med ham. Hendes øjne var blåsorte af medlidenhed. Hun forstod at han var lige så modvillig for at blive trukket ind i det politiske spil. Og han var endda en af hovedpersonerne. Det måtte være hårdt. Eller ville han vel ikke sige sådan noget.

Hendes øjne flakkede lidt. Ud af vinduet, hen på hans øjne, ud af vinduet, hen på hans svage, ironiske smil. Hun rynkede panden, og den trøstende hånd hun havde lagt på hans skulder blev hård. Hun klemte ham hårdt om overarmen, indtil det gik op for hende hvad hun havde gang i. Så slap hun ham, og smilede svagt.

"Nu er du bare fjollet. Og negativ. Se lidt lyst på det." Hun viste ikke hvorfor hun sagde det. Hun havde aldrig opmuntret nogen før, og hun viste ikke engang selvom hun troede på det. Hun viste ikke engang helt hvad det indviklede mønster og det lille kranie betød. Men hun ville i hvert fald ikke spørge ham. Ikke lige nu.

**Garret** Tirs Apr 24, 2012 4:15 pm

han ignorerede hendes hånd der tog om hans arm. men han kunne ikke lade være med at le, da han hørte hvad hun sagde "jeg har ellers altid fået at vide at jeg var for optimistisk. men det måske også fordi jeg kommer fra den familie jeg nu gør. optimisme har aldrig ligget til familien ikke hvis man skal tro hvad folk siger" uanset hvor meget han end ville kunne han ikke se lyst på det her problem.

han ville ønske han kunne stille noget op, men det eneste der kunne forhindre mærket i at brede sig, var hvis han sluttede sig til døden. der gik lidt tid enden han tilføjede " eller også er det fordi jeg er hvad jeg nu gang er." hans stemme var lav og lyd som om den befandt sig et sted imellem gråd, panik og angst.

han så ned i gulvet der lige pludselig var fandens interessant. han viste ikke helt om han skulle sige mere. han så op på hende med, et halvt muntert og halvt sørgmodigt blik. det var faktisk ikke så tit han var helt glad. men når man ved man skal dø men ikke ved hvornår. men at der ikke er lang tid til. er det så muligt at være helt glad hele tiden.

han lod benene gide ned fra vindueskarmen og hans blik faldt på den ene af fluerne der lå på gulvet. han kunne ikke lade være med at smile. *jeg skulle også bare lige være irriteret på jer i dag * han lod blikket falde ud igennem vinduet, der var en på kirkegården han kunne tale med om det her. men det var nu også rart at forsøge sig med levende mennesker.

**Saga** Tirs Apr 24, 2012 7:18 pm

Hans tonefald fik igen hendes øjne til at hvirvle imellem et hav af farver. Hun ville gerne hjælpe ham, gøre hvad som helst så han bare blev glad igen. Ville holde op med at tale som om han havde ondt alle mulige steder. Men det der skræmte hende mest, var at hun havde lyst til at gøre alle de ting. Hvorfor gik hun ikke bare, og efterlod ham med hans egne problemer? Det plejede hun da at gøre.

Hendes hænder lå slappe i skødet, oven på tegneblokken. "Hvis du vil tale om det, så vil jeg gerne lytte." Hun sendte ham et svagt, opmuntrende smil. Hvis hun skulle være helt ærlig, så var det dejligt at være den der trøstede, ikke den der havde brug for at blive trøstet. Det fik hendes smil til at blive lidt mere ægte.

**Garret** Tirs Apr 24, 2012 11:00 pm

Garret var forvirret over hende, og han kunne ikke blive klog på hendes øjne. det lige nu mindst havde haft fem forskellige farver. * om der var noget han ville tale om selvfølgelig var der det, men det var ikke noget han måtte tale om* han måtte se end heldel forvirret ud.

" jo nu du foreslår det så er der faktisk noget jeg jeg godt vil snakke om. men du skal love du kun lytter, ikke dømmer og vil du ikke nok høre hele historien inden du siger noget." han så på hende med et letter nervøst blik. han kunne ikke forstå han betroede sig til en han lige havde mødt.

han håbede hun ville forstå ham og hans valg.

**Saga** Ons Apr 25, 2012 2:12 am

Saga bed sig i underlæben, og hendes øjne fandt langsomt deres mørke farve igen. Hun trak vejret lydløst, og hun bankede sin pegefinger imod notesbogen.

"Jeg lover at jeg først vil høre historien til ende." Hun lød fokuseret, men hun så ikke på ham. Hun kiggede ud i rummet, og betragtede de andre elever. De kiggede ikke på dem, de havde meget travlt med deres egne ting, men hun viste at de lyttede. Nogle hviskede endda.
"Men jeg tror vi skal finde et andet sted. Jeg kan ikke klare at være herinde meget længere."

Hun lod sig glide ned af vindueskarmen med notesbogen under armen. Hendes blik fæstnede sig afventende ved ham, og hun slog utålmodigt sin fod imod gulvet med en banken.

**Garret** Ons Apr 25, 2012 2:26 am

han kunne vikke lade være med at smile og blev en smule gladere da hun lovede hun ville høre hele hans historie til ende. han fulgte hendes blik ud i rummet. * hvorfor var folk også så nysgerrige* han lod sig glide ned af vindueskarmen efter hende men hvor skulle de går hen. "jeg kan godt følge dig men hvor skal vi gå hen?" han så spørgende på hende og kunne ikke lade være med at smile. han så endnu en gang rundt i rummet og vidste ikke hvad han skulle sige.

**Saga** Ons Apr 25, 2012 2:36 am

Saga kastede et blik over skulderen for at se om han fulgte med. Og så forlod de opholdsrummet. Adskillige personer sukkede skuffet. Det lod til at de blev snydt for noget godt sladder. Men Saga lukkede bare døren efter dem og smilede svagt.

Da hun hørte hans spørgsmål og falske mistro kunne hun ikke lade være med at smile lidt. "Bare rolig, stoler du ikke på mig?" Hun satte farten en smule op, og fulgte gangene.

De mødte adskillige elever på vejen, inden hun fulgte ham udenfor. Solen skinnede en smule, og der var ikke mange skyer på himlen. Dog var der en smule køligt, på grund af vinden, og Saga trak sin trøje lidt længere ned til håndleddene.

Hun fulgte ham endnu længere ud i gården, og gik i retning imod kirken og kirkegården. Men de nåede ikke helt derhen, inden hun drejede omkring en mur, og fandt en bænk. Det plejede at være hendes skjulested, men hun var ikke bange for at dele stedet med Garret. Han virkede ikke som en der ville vise det til alle og enhver så hun ikke længere ville kunne være i stand til at forsvinde nu og da.

**Garret** Ons Apr 25, 2012 2:57 am

Garret fulgte efter hende væk fra det fællesopholdsrum. han kunne ikke lige se hvor de var på vej hen. han skuttede sig da han kom udenfor. Garret fulgte hende endnu længere ud i gården, og gik efter hende retning imod kirken og kirkegården. Men de nåede ikke helt derhen, før hun drejede omkring en mur, og fandt en bænk.

det var der Garret havde set hende, det måtte være hendes skjulested ligsom kirkegården var hans. han kunne fra sit eget lille sted på kirkegårdesmuren se her hen. hun var pigen med tegneblokken. men han var ikke lige frem lykkelig for at stedet var så tæt på kirkegården. han satte sig på bænken, og forsøgte at samle tankerne.

" jeg kan jo begynde med mit navn som du jo allerede ved hedder jeg Garret Wanderlin. jeg har været på akademiet siden jeg var syv. for et par måneders tid siden blev jeg en af dødens tjenere." Garret sank en gang og ventede lidt han ville vente på hendes reaktion.

**Saga** Ons Apr 25, 2012 3:17 am

Hun satte sig langsomt ned på bænken og lænede sig ind i hjørnet imellem ryglænet og armlænet. Hendes notesbog lå igen i skødet, og en lok sort hår blev strøget om bag øret. Hun bød ham til at sætte sig, og smilede et lille, svagt smil.

Saga støttede sin hage i hånden og så på ham. Hun havde godt gætte at Døden var rodet ind i Garrets liv, men hun viste ikke helt hvad det betød. Hun lagde hovedet på skrå. "Og hvad betyder det at være dødens tjener? Hvor mange er der? Hvorfor dig?" Hun måtte anstrenge sig for at holde sine spørgsmål tilbage. Hun hadede når der var noget hun ikke forstod, men bare ordet tjener lød ikke tiltalende.

Sponsoreret inhold

A sketch of the world ~ Åbent.

A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.

Sv: A sketch of the world ~ Åbent.