New blood in the sun - Åbent

**Mason** Ons Maj 02, 2012 12:38 am

Sted: Midt i skolegården, på en bænk.
Tid: 13:40
Vejr: Solrigt, med knap en vind der rør sig.
Årstid: Forår.
Påklædning: http://weheartit.com/entry/18030295

Mason satte sig med et tungt bump, på den lettere knasende, og knap så kønne bænk. Den gullige farve, blev næsten sygeligt selvlysende, når sollyset ramte den de perfekte steder. Et skævt smil bredte sig, da han prøvende vuggede med kroppen, og bænken gav sig under hans knap så gevaldige vægt. *Gammelt, men klassisk* Lige som han kunne lide det.

Sodavandsflasken blev stillet mellem hans ben, inden han strakte sin lange krop en enkelt gang, for derefter at stikke hovedet ned i bogen han havde medbragt. Nu var det ikke specielt lang tid siden han var startet, og i løbet af den tid, havde han ikke lært et eneste menneske at kende. Måske havde han været usocial, som han altid blev drillet en smule med. Ofte foretrak han bøger og tv, frem for mennesker, og deres mange afslørende tanker. Han havde ikke altid kontrol over sin evne, og det pinte ham hver gang, at han fik blik ind i et hoved, og så hvad han ikke ønskede. Derfor, alene.

Med et ensomt suk, gav han sig til at læse gennem første side, at den nye bog han havde fået fat i. Der var ingen anelse om hvad den handlede om, men noget skulle man jo lave. Solen bagte på hans veltrænede krop, og gav nydelse i hver en afkrog af kroppen. Sådan, kunne han nok godt tilbringe resten af dagen.

**Jaden** Ons Maj 02, 2012 3:05 am

Jaden var faret vild igen, efter han var kommet her var han efter hånden blevet helt god til det med at fare vild. *for helvede jeg står midt i skolegården det kan da for satan da ikke være så svært* han skulle have historie men kunne lige som ikke huske hvad vej han skulle. på trods af det gode vejr havde han hættetrøje på og måtte være lidt at over se, der var så meget ironi bag hans ellers forvirret tanke række.

han tog en dyb indånding, han så sig omkring. * så er der vel ikke andet end at spørger om vej igen* han var ret sikker på det mindst var trettende gang bare idag. men han havde absolut ingen stedsans her. men han var sjovt nok ikke kommet forsent til timerne på nåede tidspunkt hvilket overraskede ham selv end hel del.

det var en dreng på en "nydelig" gul bænk der fangede hans opmærksomhed. måske var det fordi den stod midt i skolegården eller også var det fordi den gule bænk næsten var selvlysende i solens lys. men i vært fald hans bedste bud på en der kunne hjælpe ham. Jaden var ikke meget for at indrømme at han havde lyttet lidt med på denne persons tanker, men han virkede jord nær og nærværende.

Jaden så ingen anden vej en at gå der hen og spørger " øhm, ikke for at forstyrre men jeg ville høre om du muligvis ikke kunne hjælpe mig, jeg skal her fra og til historie, men kan lige som ikke finde der hen" han var ikke nervøs men lyd der i mod lettere fraværende. men han forsøgte ikke at snage i denne persons tanker.

**Mason** Ons Maj 02, 2012 4:31 am

Mason var på overraskende kort tid, kommet et godt stykke ind i bogen. Han var komplet væk i den, og opdagede slet ikke, hvor varmt han egentlig havde det. Solen bagte på hans ryg, som var han levende mad. Han opfangede ikke engang en anden person i nærheden, før personens tanker og ord kom væltende mod ham. Frustration, nervøsitet og en masse eder. Yaw!

Han så forskrækket op fra bogen, da personens tanker, fik det hele til at virke meget højere, som om han råbte. Da han dog først fik styr på det hele, og skærmet for solen med en hånd, kunne han godt se, der intet var at frygte. Bare en normal, forvirret dreng. Solen fik hans skikkelse til at virke en anelse mørkere en hans udseende allerede gjorde ham, og bevidst satte Mason sig op, så han virkede en smule højere.

I starten havde han sit alvorlige ansigt på, som han altid viste, når han talte med folk. Af sin lille familie, var han nok den mest seriøse. Han havde også god grund. Meget hvilede på hans skuldre, og ingen ville hjælpe, hvis han brød sammen. Men da han hørte drengens spørgsmål, løsnede han en smule op, og smilede en anelse kækt og lidt drenget. "Jeg beklager meget, min ven. Men jeg er desværre mindst ligeså forvirret som de er, på dette nye sted. Jeg startede, for ganske kort tid siden".

**Jaden** Ons Maj 02, 2012 5:02 am

det var persons tanker og brug af ordet dreng der fik Jaden til at smile, men personen kunne jo ikke vide bedre eller kunne han? Jaden fangede nemlig ikke kun drengens tanker men også hans egen, altså ikke den eneste her med den irriterende evne til heltiden at få tanker fra alle mulige mærkelige mennesker. Jaden havde dog lært at lukke af for de andres tanker. Jadens smil falmede, forsvandt og blev afløst af noget mørkt og dystert. * ven? nej.. det ikke sådanne man bruger det ord... hvor var mennesker dog uvidende.... de har altid en tendens til at bruge ord forkert, men han var høflig det måtte man giv ham* Jaden rettede ryggen helt så han fik sin fulde højde der næsten nåde de to meter og ti centimeter. så faldt han sammen i ryggen igen og var nu kun en meter og ca. 70 centimeter.

" det lade til jeg så må affinde mig med at komme for sent, men tak" Jaden skulle til at vende sig om for at gå tilbage den vej han var kommet. men han kunne selvfølgelig ikke huske det. derover og ned af gang og så... til høj.. nej det var vistnok venstre. * øh gud der er max. gået fem minutter og jeg kan ikke engang huske hvor jeg kom fra, for Satan osse. hvis bare jeg...* han stoppede sig selv inden han nåede at tænke den tanke til ende. * det vil aldrig gå*. han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, men sådan havde han det tit.

**Mason** Ons Maj 02, 2012 8:48 pm

Da den fremmede overfor ham, brød ud i et smil, måtte Mason erklære sig udvidende. Han fandt situationen en smule morsom, men hvis han selv var faret vild, og nu handlede som den fremmede, ville han nok ikke selv stå og smile. Men det var som sagt, ikke til at vide, hvor længe han havde gået her. Eller hvor gammel han var. Noget med alderen, smuttede uønsket ind i hovedet på Mason. Han var ikke så gammel som han så ud, men andet fik han ikke. Da personen overfor ham rettede sig op, i sin imponerende højde, og dermed skyggede for solen, blev han selv siddende med rank ryg. Hans 1.85 var ikke synderligt meget at prale med.

"Hvis planen var at komme forsent, skulle de være dukket op for flere minutter siden. Lige nu, misser de bare timen." Det kække smil blev hængende lidt endnu, da han var ret sikker op at få ret. Med drengens manglende stedsans, ville der nok gå meget lang tid, før han fandt det rigtige sted. Desuden, var timen allerede begyndt for endnu længere tid siden. Mason var ikke helt begyndt endnu, og nød derfor sine fritimer. Han lænede sig afslappet tilbage, og løftede bogen op igen. Selvom han forsøgte at læse, kunne han ikke lade være med, at kaste et blik på den forvirrede.

**Jaden** Tors Maj 03, 2012 7:02 am

jaden lagde hovedet på skrå, og han mindede mest om et dyr. " det har aldrig været min plan at komme for sent, ikke på noget tidspunkt. desuden er der en time imellem hver af mine timer. de har været så smarte at give mig en hel time at fare vild i" han rystede kort, det indre var begyndt at tage kampen op, imod hans fornuft og menneskelige sider. Jadens hænder begyndte svagt at ryste. *hans tanker måtte være fandens uklare* det var dels dyrets instinkter som et rovdyr, hans egen fornuft og menneskelige værdigrundlag. hans menneskelige identitet og væremåde, måtte tage kampen op mod det skabte rovdyr der ellers normalt lod i dvale i hans indre.

skyggejægeren og stifinderen var ved at få overtaget, det var jadens manglende stedsans i hans menneskelige from der vækkede disse elementer. han virrede med hovedet og forsøgte at tage kontrol over det. men dyret viste sig at være stærkere ind det menneskelige. Jaden var fanget i sin egen krop. *var der intet han kunne gøre, for at forhindre det i at ske.?*

**Mason** Tors Maj 03, 2012 7:28 am

Mason så igen op fra sin bog, da den fremmede talte. "Meget intelligent af dem, og ganske underholdende. På den måde, får de vel også set lidt af stedet. Må jeg spørger, hvor længe har de gået her?" Mason vidste udmærket, at det lød gammelmandsatgigt når hans snakkede. Det var hans fars skyld, blandet med alle de møder, og fine folk han var blevet slæbt med til. Han kunne egentlig godt lide det, da han mente, at det gav en smule klasse, til det kække udseende man nemt kunne påtage sig som ung.

Mason sad stadig med rank ryg, lidt mere afslappet lænet tilbage, og betragtede 'manden' foran ham. Det virkede som om han var forvirret over noget, sådan som han stod og virrede med hovedet. Selvom han ikke var meget for at gå direkte hen til fremmede mennesker, og spørger privat ind, måtte han vel tage sig sammen. Stille lagde han bogen fra sig, og rejste sig fra den klagende bænk. Han rettede kort på tøjet, inden han gik over til manden, og forsigtigt lagde en hånd på hans skulder. "Hey... Er du okay?" Han så indtrængende på ham, mens han forsøgte at skabe, bare en lille smule kontakt.

**Jaden** Fre Maj 04, 2012 5:20 am

jaden hørte ikke den anden persons spørgsmål om hvor længe han havde gået her. da den anden gik hen og forsigtigt lagde en hånd på hans skulder, kom han lidt til sig selv. han vendte hovedet og så på den fremmede han endnu ikke havde navnet på. hvem er du? det er ligesom at spørger, hvad er du? det er i grunden det samme. ligesom hvis du spørger hvad hedder du? personen du spørger svare dig med sit fornavn, og du spørger hvad hedder du mere end det? du kan lige så godt sige jeg skal bruge dit efternavn for at vide Hvem du er og hvis det er det samme som hvad er du? er de tre ting enes.

jadens øjne lignede en kats. han var ude afstand til at tale. hans hænder rystede og der var panik bag katte øjnene.

**Mason** Fre Maj 04, 2012 7:05 am

Mason kunne ikke andet, end at stille et forvirret ansigt op. Manden opførte sig som om han var syg, og så ganske enkelt ud til at kunne bryde sammen hvert øjeblik. "Hør. Er der en skadestue, eller noget? Du trænger vist til hjælp" Hans tone var meget mild, og mere kammeratvenlig frem for den formelle tone, fra førhen. Han havde stadig sin hånd på fyrens skulder, og forsøgte at holde kontakten. Hvis han besvimede, var de på den. Nok havde Mason en ganske god kondi, og slap var han ikke. Men fyren overfor ham, var bestemt ikke lille. Desuden, vidste han ikke engang, hvem han skulle kalde på, eller hvor de skulle hen.

Da de endelig fik øjenkontakt, måtte han træde et enkelt skridt tilbage. Katteøjne? *Hvad er nu det for noget?!* Han stirrede undrende, ja næsten forfærdet på ham. Ikke i stand til at sige, hvad de skulle gøre.

**Jaden** Fre Maj 04, 2012 8:29 am

jaden kom til sig selv igen efter en mindre kamp med sit indre, eller hans mentalitet kom til sig selv. hans krop havde skyggejægeren overtaget. han rynkede brynene " undskyld.. sagde De noget? " hans stemme var høflig og højtidelig.

Jaden kiggede ned af sig selv og fik et forfærdet ansigtsudtryk. nok var han kommet til sig selv mentalt men hans krop var ikke længere hans menneskelige skikkelse. det mest afslørende var hans skæve ben og hans øjne der havde fået from som en kats. men ikke nok med det så havde han også fået hans højde igen, normalt ville han bare falde sammen i ryggen for at ligne et højt menneske. men det var en umulighed. arne og arvævet på hans arme og ryg var dækket af hættetrøjen og hans vinger havde da også holdt sig væk.

men det han hade mest ved sig selv som skyggejæger var hans øjne, han forstod ikke hvordan hun den gang kunne havde set ind i dem og sagt hun elskede ham. hvordan kan nogen overhovedet holde den mindste smule af ham. han var et dyr og ville altid være det. i al evighed til en eller anden besluttede sig for at dræbe ham. han var endda et skabt dyr, skabt og bundet af sit blod. hvis ikke han havde været det så var han aldrig endt i denne situation.

hans hænder var holdt op med at ryste og først nu lade han mærke til persons aura, der afslørede ham som værende specielt menneske, men det havde han jo regnet ud. jaden kom i hans tanker med de ti værste eder og forbandelser han kunne, men nu kunne han da huske vejen. hvilket nok var det eneste positive der forgik lige nu. han var forvirret, bange, panisk, forfærdet og rasende på engang. så han ville ikke tænke på hvordan personen overfor ham måtte have det. skræmt måske? eller forvirret? bange? forfærdet? eller bare lige glad? det var ikke til at vide men han ville ikke snage i personens tanker, det er jo en privat sag.

han viste ikke om han skulle forklare sig, gå til time. han var ikke en gang klar over om han skulle sige noget eller lade være. han håbede et eller andet sted at den anden ikke ville stille formange spørgsmål hvis personen endelig gjorde det. men han håbede også at personen ville stille bare et par eller i hvert fald bryde tavsheden. hans krop og hoved var et stort kaos af modstridende følelser, og hans facade var ved at falde fra hinanden. den maske han bar var ved at gå i stykker og hans paniske indre måtte kunne ses.

**Mason** Søn Maj 06, 2012 5:23 am

Mason kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da manden foran ham, ikke længere var en.. mand. Han lignede mere et fremmede væsen, frem for et menneske. Øjnene, kroppen, det hele generelt. Det var svært, ikke bare at falde om på stedet. Nok havde både Mason og hans søster kræfter, men denne verden var stadig komplet ny for ham. Intet gav mening lige nu. Han tøvede meget længe, selvom manden spurgte ham. Hvad skulle han sige? *Undskyld, jeg spurgte bare om du ville på skadestuen. Men nu kan jeg se at du er.. fuldstændig anderledes, ja overnaturlig! Så det bliver ikke nødvendigt!* Han tog sig kort til hovedet, og rodede gennem det pjuskede hår. Han havde ikke sat det i dag, så nu lignede det som altid, bare en pjusket bamseparyk.

"Hør.. Jeg ved ikke.." Han sukkede opgivende over sig selv, og tog en beslutning. Han lod sit sind åbne, så godt han nu havde lært, og søgte ind i den fremmedes hoved, i den tro, at det kunne hjælpe. Desværre. Tankerne kom mod ham, lige så væld, som et bat. Informationer, ord og forvirring blev slynget direkte imod ham. Udvidende og slet ikke modstandsdygtig, havde han ingen idé om, hvordan han skulle tackle det.

Hans øjne var store af forvirring, og udspillet, så man næsten kunne se informationerne drøne igennem skallen på ham. Han forsøgte desperat, at lukke af. Skærme det hele væk igen, og leve med den gigantiske hovedpine. Men det blev ved. Han havde allerede åbnet alt for meget. Informationer han slet ikke ønskede, eller kunne forstå blev suget til sig. Det sidste han kunne huske inden det hele blev sort, og hans krop slapt faldt mod jorden var ordet Skyggejæger.

**Jaden** Søn Maj 06, 2012 6:09 am

den fremmede lod til at være lige så forvirret som Jaden selv. men da den fremmede begyndte at tale og så stoppe igen hvis han der var noget galt.

personen foran ham spilede øjne op vidste han præcis hvad den anden havde gang i at åbne sit sind. var i sig selv aldrig en god ide. men at gøre det når Jaden var i nærheden gjorde det ikke bedre. han tænkte jo ti gange hurtigere end et menneske og hans tanker var mange. spørgsmålet var så bare lige om denne person kunne holde til det eller om han ville falde om.

da personen fald mod jorden fik Jaden kun bekræftede sin ide om at han ikke kunne holde til hans massive tanke række. Jaden reagerede hurtigt og nåde at gribe ham inden han ramte jorden. i det Jaden rørte ved den anden person gav det et ryk i ham. sært. han knipsede med fingrene for at se om den anden reagerede. " hallo.... " han forsøgte desperat at få kontakt. Jaden åbnede sit eget sind og lade to fingre mod personens tinding, men det eneste Jaden opfattede var mørke. han var altså helt væk. det var ikke godt, Jaden kunne godt bære ham men han vidste ikke hvor han skulle gå hen. " hallo... " han Bøjede sig længere hen over den fremmede som han stadigvæk holdt i sine arme. han ville ikke tænke på hvordan det ikke måtte se ud. han ville heller ikke tænke på hvordan det måtte være hvis personen vågnede. alt i alt akavet.

**Mason** Søn Maj 06, 2012 8:42 am

Selvom Mason havde kigget i et par stykker af sind efterhånden, de fleste dog ikke med vilje, var mandens overfor ham, det mest imponerende. Det hele gik hurtigere, som hvis man konstant hev og hev i informationerne. Desuden, var der så utroligt mange! Det virkede som om, at han havde årtier fulde af minder, der fik Masons til at ligne starten på børnehaven. Utroligt.

Selv da hans slappe krop blev grebet, var der ingen tegn på, at han ville vågne igen foreløbigt. Hans sind var stadig ikke helt lukket, og ind i mellem, kom nye glimt af information susende, og slog ham ned i mørket endnu engang. Tak i mægtige guder, for denne skønne gave. Hvis han kunne sukke, gjorde han det.

Rykket fra Jaden, gik over i Masons krop. Det blev en svag krampeagtig bevægelse, der ikke blev til meget mere. Sjovt. Det var som om, at han var fanget i sit eget hoved. Det var selvfølgelig ikke en mulighed, men det var som om at han kunne tale til sig selv, og svagt høre et ekko af en anden der kaldte på ham. Men informationerne blev ved med at køre rundt, larmende, støjende og komplet uforståelige. Han kunne ikke. Selv hans mund, der prøvede at svare ham, formede bare lydløse ord, som ingen mening gav. Han var vist, rigtigt dygtigt i dag.

**Jaden** Søn Maj 06, 2012 9:26 pm

jaden vidste godt det kunne være svært at lukke af. men man skal bare forstille sig en dør der står på klem. den skal lukkes. det var sådan jaden selv havde lært at lukke af " hallo..? " han prøvede igen men han forventede egentlig ikke nogen reaktion. personen han sad bøjet over var for langt væk til at jaden kunne nå ham. han måtte selv lukke af. hvis det altså var muligt for ham, hvis ikke han var fanget i det mørke ens eget sind er. for du ved jo aldrig hvordan du selv tænker før du bliver spurgt.

" hey..? " jaden forsøgte en gang til." hvis du kan høre mig så forestil dig det en dør der står på klem og skal lukkes " i det han sagde det så han døren for sig selv i sine tanker han forsøgte at holde på billedet så længe han kunne.

han måtte holde igen med sine egne tanker hvis personen der havde forsøgt at læse hans tanker og sind. og hvis ikke personen havde lukket af, kunne han faktisk godt stadigvæk høre Jadens mange tanker. Jaden selv havde også været i en lignende situation. det var ikke helt så enkelt at lukke af for andre men døren der står på klem og skal lukkes var det mest enkle han kunne gøre det til. det var bare op til personen selv.

men Jaden kunne ikke holde sine tanker i ro. det eneste han kunne samle tankerne om var et vers der tit blev sunget blandt hans egne. ud af mørket, tag min hånd. ud til lyset og dagen. glad for vær en dag, dagen har skænket. glad for natten og månens lys. tag min hånd, og hånd i hånd vi gå. natten har skænket os det dystre, dagen har lyset os givet. døden skabte os, af hvad der var tilbage. ud af mørket, tag min hånd. skabt med os et djævelsk bånd.vi efterkommere, af dagen og natten, ud af mørket tag min hånd. Jaden var selv blevet skabt til den melodi.

**Mason** Tirs Maj 08, 2012 3:58 am

Stemmen blev ved med at kalde på ham. Det lød mest af alt, som et fjernt ekko, blandt de mange summende tanker. Det var som en kæmpe bibliotek, hvor små fyre eller nærmere celler, for rundt for, at få styr på det hele. Dog virkede det som om, at hans indtrægen i dette sted, havde skabt en del panik. Hvad gjorde de tanker dog ved ham? Han blev efterhånden godt klar over, at det bare var noget han forestillede sig. Men idéen bag det, passede nu meget godt ind.

En dør. En dør... Et sted, meget langt fremme i mørket. Skjult, bag tanker og minder stod den. Døren med lyset, hvor stemmen blev ved med, at komme fra. Noget sagde, at han skulle gå gennem den. Men anden sagde. Luk den. Han kunne nærmest forestille sig sin egen arm, række ud i mørket, bleg og skælvende. Døren kom nærmere og nærmere, og var så tæt på nu! Da hans hånd endelig greb om døren, var det som om, at jo mere han fokuserede, jo mere lukkede den. Med sit fokus komplet rettet mod den, fik han den endelig smækket i. Samme øjeblik, braget lød fra døren, stoppede alle stemmerne og tankerne. Stilheden. Endelig!

Han spærrede øjnene op, med et forskrækket gisp, og fortrød straks. Forsigtigt førte han hånden op, og køre den over panden. Han havde det som om hans hjerne skulle eksplodere. Godt nok var tankerne stoppet, men den summede stadig lystigt rundt, med alle de nye informationer. Da han fik blinket lidt, og endelig fik fokus på Jaden igen, opdagede han hvor tæt de var. En pinlig tavshed spredte sig, mens han blot gloede på manden der holdt ham. Jaden. Navnet havde han da opfanget på sin lille tur. Og med hans navn, også en slags vise. "Du var en skyggejæger" Det flød ud af ham. Han forstod ikke engang hvad en skyggejæger var. Det hang bare ved, da han var vågnet.

**Jaden** Tirs Maj 08, 2012 5:23 am

Jaden kunne ikke holde et lettet suk tilbage, da personen med et forskrækket gisp, spærrede øjnene op. Jaden kunne godt mærke det forkerte i at de var så tæt på hinanden men hvad skulle han havde gjort bare lade ham falde? " jeg var helt bange for du var død " Jaden overvejede at slippe personen men var ikke sikker på om han kunne stå selv. Jadens sind måtte være lidt af en omgang.

" kan du stå selv eller?" Jaden var faktisk bekymret men også nervøs for hvad personen havde set på turen gennem hans tanker og sind. Jaden kunne ikke lade være med at smile da han hørte hvad personen sagde " var og var er så meget sagt så vidt jeg vil er jeg det stadigvæk" jaden lænede sig lidt tilbage så personen ikke følte sig indeklemt. endnu engang gav det et lille ryk i Jaden. sært det var sjældent han havde det sådanne når han var i nærheden af mennesker men på den anden side var det første gang han sad med et i sine arme. akavet og forkert på så mange måder også ikke han prøvede jo bare at hjælpe.

**Mason** Tirs Maj 08, 2012 7:05 am

Mens Mason stadig prøvede, at få vejret, fik han da også lige kæmpet et smil frem, da han hørte Jadens ord. "Nej, ikke helt død. Men ikke langt fra, kunne det føltes som" Han tog sig igen til hovedet, da ordende endelig sank ind. Død? Havde han været så langt tid væk? Han anede knapt, hvad der overhovedet var sket, mens han havde været i koma. Eller hvad det nu var...

Han kastede et kort blik ned på sine gummiagtige ben, før han nikkede tøvende. "Jeg er ikke sikker, men prøve det vil jeg gerne" Sætningen blev efterfuldt af en tør latter, der tydeligt fortalte om, hvor lidt styr på sin krop, han havde i øjeblikket. "Javel. Du ER en Skyggejæger. Men hvad pokker er en Skyggejæger egentlig?" Han fik et utroligt barnligt glimt i øjet, da hans nysgerrighed fik det unge frem i ham igen. Sjældne lejligheder efterhånden, fik 'mirakler' som det, at se. Da personen endnu engang gav et ryk i sig, stirre Mason forvirret mod armene der holdt ham. "Er jeg for tung? Siden de rykker?..." Alle de dumme spørgsmål. Han havde mest af alt, lyst til, at svømme væk i det sorte, igen.

**Jaden** Tirs Maj 08, 2012 7:35 am

personens ord fik Jaden til at smile endnu mere, han ville altså prøve men Jaden var ikke sikker på han turde lade ham gøre det. man kunne ikke helt styre sig selv efter sådan en tur men hver person er jo forskellige. " det ligger ligesom i ordet vi jæger skygger hvis du ved hvad det er? der findes faktisk andre væsener end mennesker men det vil tage sin tid at fortælle" jaden kunne kun smile mere over hvor nysgerrig denne person var. som et lille barn. og endnu en gang måtte Jaden anderkende at han ikke forstod hvad der foregår i hovedet på et menneske. " nej De ikke for tung jeg har båret rundt på ting der var tungere, jeg bare ikke vant til at være så tæt på mennesker"

i det sammen rejste Jaden sig og hiv personen med sig. uden at give slip på ham, i tilfælde af at han ikke kunne stå selv. " De burde hvile sig, det lader til at have været en hård omgang " bekymringen i hans stemme var ægte nok og han mente hvert et ord godt. han var godt nok skyggejæger men han hadede jo ikke lige frem andre bare fordi de ikke var som ham. det ville være forkert og imod hans værdier så han håbede ikke personen der ville se noget forkert i den måde han var på, han ville jo bare hjælpe. nyt sted nye mennesker nye bedømmelser og nye til at foragter og forbande ham.

**Mason** Ons Maj 09, 2012 5:59 am

Mason kunne ikke rigtigt gøre andet end, at vente tålmodigt på en forklaring, da Jaden satte et stort smil op. Han lyttede opmærksomt, på de korte ord, og nikkede kort. Jo, ordet skygge mindede ham om noget, han havde læst eller oplevet med stedet her. Det, eller så var det et af Jadens minder, der stadig farrede rundt i knolden på ham. "Jo, jeg tror jeg ved noget med skyggerne men ikke meget. Og tja... Andre racer end mennesker? Det overrasker mig ikke, når jeg ser på dig. Eller mig selv for den sags skyld" Han sukkede, og gemte sit ansigt i hænderne. "Hvorfor er det usædvanligt? Hvad gør jeg da ved dig?" Han talte stadig mod jorden, men nysgerrigheden var der stadig.

Da han blev hevet på benene, tvang han sig selv til, at stå fast. Dog skælvede benene en smule uroligt, som var de lavet af gele. Men det var simpelthen for pinligt, hvis han gik omkuld endnu engang. "Tak. Og ja, noget hårdere en jeg havde troet" Han smilede skævt, da Jaden ret tydeligt vidste, hvad Mason havde haft gang i. Hvilke andre særprægede kræfter, gemte denne såkaldte skyggejæger?

**Jaden** Ons Maj 09, 2012 6:48 am

Jaden blev mere og mere forvirret over denne person eller snare denne persons måde at være på. det var som at stå med to personer i en. ikke at personen led af en psykisk sygdom eller noget. den person Jaden stod med nu var bare så forskellig fra den person han havde set da han læste hans tanker. " hvorfor det du gør er usædvanligt? og hvad gør du ved mig? det er to gode spørgsmål, hvorfor det er usædvanligt, har du før du kom her mødt et menneske der kunne læse tanker?. det påvirker mere dig end mig, det er ligesom en forbindelse der kun går én vej. alt hvad jeg tænker på, og det er ret meget, kan du opfange men jeg kan ikke mærke at du gøre det. fordi forbindelsen kun går én vej."

jaden slap forsigtigt den anden for at se om han kunne stå selv. det lod det til men Jaden var stadigvæk på vagt og klar hvis der skulle ske noget. samtidig var han også ved at få sin menneskelige skikkelse igen det eneste der blev var det jadegrønne katteøjne. han faldt sammen i ryggen og benene var lige pludselig ikke så skæve mere. " nej det kunne jeg godt forestille mig at det ikke var som du troede" det højtidelige der før havde været i hans stemme var væk. Jaden skævede til bænken og overvejede om han skulle sætte sig men på den anden side hvis personen faldt igen var det ikke sikkert at jaden ville kunne nå at gribe ham hvis han sad ned

**Mason** Ons Maj 09, 2012 8:14 am

Mason havde bestemt ikke tænkt sig, at rode i Jadens sind igen. Eller hvis han kunne undgå det, nogen andres. Det var egentlig ikke fordi han var vred, eller ked over, at have sin 'gave'. Men det var stunder som den her, han havde frygtet. Den tid, hvor det gik op for ham hvad han egentlig kunne, havde han holdt sig indespærret i en måned, da tankerne begyndte at komme bragende. Han påstod det var sygdom, men snart begyndte han at forstå. Og da han var kommet tilbage i skolen igen, forstod han, at bruge den i små mængder. Ofte til viden. Der var en grund til, at han var så kvik som han var. "Nej... Det har jeg godt nok ikke. Men du kan også læse tanker!"

Han stirrede op fra jorden, og nu på den mere menneskelige Jaden. "Jeg ved ikke engang, hvad jeg troede. Måske, at jeg ville finde svar?" Han fnøs hånligt af sig selv, og rystede på hovedet. "Ikke rigtigt.. Bare mere forvirring, og en gevaldig hovedpine" Mason bemærkede godt Jadens længselsfulde blik, og smilede venligt. "Bare sæt dig, jeg klare mig tak" Han stod ganske udmærket nu, og kunne sagtens være alene. Jaden fortjente en pause.

**Jaden** Tors Maj 10, 2012 2:44 am

Jaden kunne ikke lade være med at le " men jeg ikke et menneske langt fra, du kan sammenligne mig med et dyr, et skabt dyr." jaden sukkede han var ikke stolt over hvad han var men der var ligesom ingen udvej. jo han kunne jo altid vælge at vende tilbage men der var han jo ligesom ikke til meget nytte. Jaden sko fangede endnu en gang hans opmærksomhed. de sønner slidte sko der havde været repareret, lappet og syet sammen, flere gange end han kunne huske.

han havde rejst så mange steder bare for at glemme. og det havde været resultatet i mange minder, han var jo trods alt 250 år. og han havde rejst det meste af sit liv. han havde en okay god stedsans når han var skyggejæger, det var den skikkelse han havde rejst rundt i. men som et menneske var han mildest talt elendig. " du skal lede længe efter det svar og det ikke sikkert du finder det. men samtidig kommer det jo også an på hvad du vil have svar på"

Jaden satte sig på bænken der ikke gav en lyd fra sig selvom den var gammel, han måtte have tabt sig. selvom det burde være en umulighed. først nu gik det op for ham hvor tynd han måtte se ud. men det meste af det var muskler, selvom det ikke virkede sådan. " det går lige op for mig at jeg vist ikke har fået fat i dit navn" jaden løftede blikket og så på personen, et menneske på engang jordnær og klog. men samtidig også nysgerrig og... jaden vidste ikke hvad han skulle kalde det. men personen der fascinerede ham så meget at Jadens egen nysgerrighed blev vagt.

**Mason** Tors Maj 10, 2012 4:21 am

Mason fnøs, med et lille smil. "Jeg ked af, at sige det. Men menneske, er du bestemt ikke, som du selv siger. Men det eneste dyrlige ved dig, var nok få dele omkring din krop. Ellers var det nu ikke så galt" Det med skabt, undrede ham en del. Hvad var det hele for noget? Han havde så utroligt mange spørgsmål, men han gjorde nok klogest i, at klappe i, lidt endnu. Så det gjorde han.

Han nikkede kort, og satte sig selv på bænken. "Der var for meget at lede i, på et spørgsmål jeg knap havde sat. Jeg forstod ikke. Derfor søgte jeg svar. Men de var lidt for overvældende" Han smilede skævt, og så op mod den varme sol. Da Jaden satte sig ved siden af ham, opdagede han til sin overraskelse, at bænken ikke sagde en lyd. Spøjst. Ikke, at Jaden var fed. Slet ikke! Men han var klart, mere pumpet end Mason. Det ville klart, have givet lyd. Nå ja, verden er nu og engang sær. Han trak let på skuldrene, af sig selv.

Han rakte hurtigt og høfligt hånden frem, da det med navnet blev bragt på banen. "Beklager meget. Det skylder jeg dig vist!" Han lo kort, inden stemmen blev seriøs. "Mason. Mason Ethan McGraw" Han var blevet opdraget med, at udtale sit fulde navn. God skik, til møder. "Og du må være Jaden" Han smilede skævt.

**Jaden** Tors Maj 10, 2012 6:24 am

Jaden smil var på nippet til at blive latter " ikke så galt? du er kun den anden jeg møder der ikke har forsøgt at dræbe mig." men jaden fornemmede at personen havde flere spørgsmål mange flere. bare han nu ikke beslutter sig for at gentage succesen. nej det var han alligevel for klog til, eller det mente jaden personen var men mennesker overraskede ham jo hver gang.

"for meget at lede i, ja der er jo ca. to et halv århundrede. så det en del." jaden mærkede ikke solen. også selvom hans sorte hættetrøje måtte til trække en del varme. men hans krop føltes af en eller anden grund altid kold. hans krops temperatur var altid lav, han vidste ikke om det kunne hænge sammen med at han var skabt. jaden kunne ikke forstå hvorfor personen trak på skuldrene men verden er nu sær og mennesker har altid været hans svage punkt, det samme gjaldt for skygger. både med hans forståelse af dem, men også af en mere følelsesmæssig karakter.

jaden tog i mod hånden og trykkede den kort før han slap den igen. det havde igen givet et lille ryk i ham. nu måtte det altså stoppe. "ja jaden, jaden maláco" han hed altså Mason, Mason Ethan McGraw. høflighed var noget jaden satte pris på, og man kunne ikke andet end kalde Mason for høflig.

**Mason** Tors Maj 10, 2012 8:45 am

Mason fik et overrasket udtryk, da han hørte Jadens næste ord. Han kunne ikke tro det. Godt nok var fyren en kende speciel, men ligefrem dræbe? *Koldblodige, ja det kan vi være..* Tanken passede ham slet ikke. Men han var nødt til, at leve med disse nye oplevelser. Jægere lever ikke uden fare. Det siger sig selv. Men det måtte alligevel, være lidt af et liv. "Det.. Overrasker mig!.. Og gør mig ondt" Oprigtigheden i hans ord, var ikke til, at tage fejl af. Hvis han på nogen måde kunne hjælpe Jaden, ville han gøre det.

Han tog sig til hovedet, og slap en let halhjertet latter. "Wow.. Jeg så der var meget. Og, at du var gammel. Men du er VIRKELIG gammel!" Han grinede igen, denne gang mere ægte. Skindet kunne virkelig bedrage. Mason tog sig selv i, at stirre på Jadens tøj. Lige nu sad han selv, og kogte indenvendigt. Men det så ikke ud til, at røre ham. Sært igen!

Mason trykkede ivrigt igen, og tog roligt hånden til sig, derefter. "Det lyder ikke som et navn, herfra" Han lagde hovedet en anelse på skrå, og stirrede nysgerrig. Hans hår der efterhånden var blevet en kende langt, faldt fra sin faste pjuskede plads, lidt ned. Et look, der fik ham til at se år yngre ud, og dog mere maskulin.

Sponsoreret inhold

New blood in the sun - Åbent

New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent

Sv: New blood in the sun - Åbent