i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

**larka** Ons Jun 20, 2012 7:02 am

Sted: skolegården
Tid: lige efter et frikvarter.
Vejr: en dejlig soleskins dag.
Årstid: sommer
Påklædning: en sort t-shirt og korte bukser. Nike sko.

Larka sad på en bænk midt i skolegården, han var ikke elev har mere. men han havde fået lov til at bo har. lidt endnu, han ville ikke blive så længe, eller han håbede ikke han ville blive længe. han sukkede og så op på himlen. hvor var den dog smuk i dag. han havde en bog med sig men læste ikke. han bryd sig ikke om ar læse når nogen kunne se ham. når man er vokset op med otte søskende, lære man en ting eller to om hvordan folk kan udnytte ting mod en selv. han så ud over skolegården og huskede tilbage på hans egen tid her som elev. det havde været kaos for han måtte klare skolen samtidig med han måtte dække over sine søskende. det var lidt af en udfordring at gøre det men han var da i live i nu. han så rundt før han lod blikket løbe hen de næste linjer i bogen. han blev en smule mere fraværende da han lod historien fra bogen fylde hans sind

**Sam** Ons Jun 20, 2012 8:10 am

Påklædning + udseende: se profilbilled ^^'

Solen skinnede og eleverne var allerede gået ind i klasselokalerne igen, men ikke Sam. For det første gad hun ikke indtil time, for det andet behøvede hun ikke. Hun var ikke startet rigtigt endnu, og havde derfor ikke timer, kun et sted at sove og spise. Så at sige. Et lavt suk gled over hendes læber, da hun trådte ud af døren og ud i solen. Hendes ene hånd gled igennem hendes hår, og hun kiggede rundt i hvad hun havde troet var en tom skolegård. Men der tog hun vist fejl.
Der sad en dreng på en bænk, ikke så langt derfra, og læste. Hun kunne ikke se hans ansigt, da hun kun så ham fra siden, men det gav ham bare et mystisk look. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, skulle hun gå hen til ham og spørge hvad han læste, eller skulle hun bare lade som ingenting? Hun var så nysgerrig, men hun ville ikke trænge for meget på, hvis nu det ville blive en af hendes klasselammerater. Og dog, hun ville bare så gerne snakke med nogle, og nu hvor der ikke var andre end ham drengen, ville ingen kunne se hvis hun blev afvist brutalt...

Sam tog en dyb indånding da hun begyndte at gå imod drengen der sad på bænken. Hun gik i en lille bue, så hun endte med at stå bag ham. Hun lagde sine hænder mod bænkens ryg, og lænede sig frem og kiggede ham over skulderen
"Hvorfor sidder du herude og læser? Burde du ikke være til time?", uskyldigheden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af, men den passede bare ikke til hendes look og personlighed, til gengæld... hvis hun bare ændrede tonefaldet en smule, så lød hun som en helt anden, personlighedsmæssigt. Det var komisk, hvad det at "tage en maske på", kan ændre så meget, på så kort tid.
Nysgerrigheden strålede ud af hende, hvem var denne mystiske fyr? Hvad læste han? Var han sådan en crime rider, siden han ikke var til time? Eller var han en crime rider, fordi han var på skolen, ulovligt? Så mange spørgsmål, så lidt tid...

**larka** Ons Jun 20, 2012 9:49 pm

larka sad på bænken og var dybt begravet i bogen, så han lod ikke mærke til pigen der kom gående. normalt ville han havde kunne hørt hende men ikke i dag. så han fik lidt af et chok da der pludselig en der lagde hænderne mod bænkens ryg. da personens stemme noget hans øre, smakkede han bogen sammen og vendet sig mod pigen. " jeg er ikke elev her så det må vil være et nej, men jeg kunne så og sige spørger dig om det samme hvorfor er De ikke til time?" hans hænder fandt hans lomme, det var måske ikke det smarteste at ryge for et menneske, larka kunne jo ikke dø af det så hvorfor ikke? han tog en pakke smøger op af lomme, en tog og tænde den. han tog et hvæs, lagde hovedet tilbage og så op. han holdt vejret lidt inden han pustede ud. han så på pigen igen. "hvad hedder De " han lænende sig lidt hen imod hende da han spurgte.

det smil der var på hans læber og blikket i hans øjne havde sit eget liv. øjnene var kolde og fraværende. smilet var ikke ægte. dog var hans stemme venlig og høflig. han tog endnu et hvæs, holdt vejret og pustede så ud igen. han havde lagt benene op på bænken og sad med siden til pigen

**Sam** Tors Jun 21, 2012 8:13 am

Sam lo lavt for sig selv, da hun så hvordan drengen smækkede bogen sammen, som stod der noget hemmeligt i den. Hvilket bare gjorde hende nysgerrig, endnu mere end hun var i forvejen. Hun lyttede til hvad det var drengen sagde. Så han var en crime rider, der ikke var elev. Nu blev hun nysgerrig efter at vide, hvad han så lavede på skolen, og hvorfor han var der.
Da han spurgte hvorfor hun ikke var til time, smilede hun skævt for sig selv. "Jeg er heller ikke elev! Ikke endnu i hvert fald..." svarede hun ham, i et muntert tonefald. Hun var bare næsten altid munter, bortset fra når hun var alene. Så virkede hun altid så trist. Trist og ensom... Men det ville hun ikke tænke på nu, nu skulle hun jo lære denne lille crime rider at kende. Han virkede så spændende, men Sam blev jo altid nysgerrig når en person ikke lignede normen.

Hendes blik fulgte pakken med cigaretter, og hun så nærmest fortryllet ud, da han tog en op og tændte den. Hun rystede på hovedet og skød tanken væk, hun var jo stoppet, var hun ikke? Et suk lød fra hende, da hun kom hænderne ned i sine lommer i bukserne. Hun lagde hovedet på skrå og smilede til drengen.
"Bare kald mig Sam... Og Dem?" I modsætning til hans smil, var hendes oprigtigt og nysgerrigt, men hun havde jo heller ikke noget at skjule, og det havde hun på fornemmelsen at ham drengen gjorde. Hun vidste ikke hvorfor, det var der bare noget der sagde hende.

**larka** Fre Jun 22, 2012 4:59 am

larka betragtede pigen i mens hun talte, hun var på ingen måde normen. men han havde ingen stører interesse i hende. han havde fået nok af den salgs, for mange mange år siden. han havde ingen stører interesse i piger eller drenge for den sags skyld. han havde ligesom ikke brug for det. i hans skoletid havde det kun været til hans egen fordel han havde gjort det. men på det tids punkt havde han jo også haft sin bror. han smilte da han hørte hendes navn sam.. han tog et sug og kiggede så bare lidt mere på hende hun mente det. " sam? " han hævede et øjnebryn da han sagde det. " men jeg er nu ikke helt bag efter den, jeg hedder Larka " han gjorde et lille kast med hovedet og tog et hvæs til. han holdt vejret og pustede så ud. han lagde bogen ved siden af sig. han så ikke på den, han havde læst den så mange gang. den bog var alt hans bror havde efterlad ham, som forklaring.. han havde godt set hendes blik der i et kort øjeblik havde klæbet til pakken med cigaratter. han rakte den frem i mod hende " eller du er måske stoppet" det var nu kun et gæt men han havde på fornemmelsen ar han havde ret.

**Sam** Fre Jun 22, 2012 6:07 am

Sam holdte øje med hver evig eneste bevægelse drengen lavede, og det undrede hende ikke at han smilte over hendes navn, hun kunne vel ikke bebrejde ham for det, det var der mange der gjorde. Det var jo heller ikke hendes rigtige navn, hun kunne bare ikke lide sit rigtige navn. Det passede bare ikke rigtigt til hende. Så hun havde kaldt sig Sam, lige så længe hun kunne huske.
Da drengen sagde hans navn, spærrede hun øjnene op. Larka. Navnet lød bekendt, men hun vidste ikke hvorfor. Hun havde ikke haft timer endnu, så det kunne ikke engang være fordi han var opkaldt efter en eller anden person hun kunne have hørt om.
Hun rystede på hovedet og smilede svagt. Hun kiggede på ham da han slog med hovedet, og af en eller anden grund, fik hun lyst til at tegne ham. Hun vidste ikke hvorfor, normalt tegnede hun kun ulykkelige dødsscener, eller natur, aldrig mennesker hun kendte.
Hun kiggede nysgerrigt på bogen han lagde fra sig. Hun havde lyst til at løfte den op og se hvad der stod i den, men hun havde på fornemmelsen, at han nok helst selv ville vise hende den, hvis han mente hun måtte.
Hendes blik blev fanget af røgen fra cigaretten, og hun kiggede på pakken da han tilbød hende en. Det var fristende for hende at sige ja, men hun ville ikke risikere at skade sig selv, mere end hun allerede havde gjort.
"Ja, jeg er stoppet... Jeg vil ikke gøre mere skade på mig selv, lige nu, end jeg allerede har gjort... Men ellers tak" hun sagde det venligt og høfligt, og kiggede så ned mod bænken.
"Jeg... Jeg ved det måske er for grænse overskridende for dig, men må jeg sætte mig ned og holde dig med selskab, Larka?" uden at tænke over det, kiggede hun på ham med et bedende blik, og hendes stemme lød både bedende og øm, da hun sagde hans navn, hvorfor vidste hun ikke. Hun anede ikke engang at hun gjorde det. Men hun ville jo også bare sidde ved siden af ham, og bare være der. Hun vidste ikke hvorfor, og hun var egentlig ligeglad... Det var sikkert bare hendes moder instinkt der satte ind, så hun havd lyst til at passe på ham, men hun var ikke sikker.

**larka** Fre Jun 22, 2012 6:42 am

larka så bare på hende da hun takkede nej. ikke at der var noget galt i det overhovedet, et menneske mindre at se ødelægge sig selv. igen han kunne jo ikke dø af det, så for ham var det jo ligegyldigt. han tog et sug til og pustede ud, imens han overvejede sams tilbud. jo hun måtte så ment godt holde ham med selvskab. han lagde pakken tilbage i buskes lommen. hendes stemme da hun spurgt, der var noget underligt bekendt over måden og sige hans navn på. han slog det hen det var nok bare ham " jo det må du så ment godt" hans stemme blev trist og han satte sig så hun kunne komme til at sidde ved siden af han. hendes stemme havde altså mindet ham om hans bror, hans måde at sige hans navn på. det bedene der aldrig forlod hans brors stemme, ligesom den klode undertone aldrig forlod larkas. han tog bogen op og lagde en i hans skød. han ville ikke læse ikke lige nu. han havde lært noget af sine søskende at et hvert tegn på svaghed at blive brugt i mod en. Amailia havde været så sød og elskeværdig at lære ham det på en hårde måde, han så ikke på pigen da han sagde det men han var nød til at spørger hende " hvem er du egentlig?" han vidste ikke om hun ville forstå han men han måtte spørger for at være sikker. han lagde bogen ved siden af sig og træk benene op under sig og lagde armene om dem, han holdt bogen foran sig og så bare på den. så kiggede han på hende igen og et svagt men ægte smile kom frem på hans læber

**Sam** Fre Jun 22, 2012 7:20 am

Selvom Larka havde givet Sam lov til at sætte sig ned, kunne hun sagtens høre tristheden i hans stemme. Hun fik straks skyldfølelse og var sikker på, at det var hendes skyld. Havde hun gjort noget forkert? Åh nej, hvis han nu begyndte at græde, ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre. Hvordan skulle man trøste en man kun lige havde mødt, uden at være for nærgående og påtrængende?
Hun gik rundt om bænken og satte sig tøvende ned. Hun foldede sine hænder og lod dem ligge pænt i hendes skød. Hendes hoved var bøjet, og hun kunne ikke lide at mærke at Larka var så trist.
Dam vidste ikke hvad hun skulle sige, der var ikke nogen akavet stemning imellem dem, men hun følte at hun skulle sige et eller andet. Men hvad? Hun ville så gerne sige noget, spørge ham om han var okay, men det var han jo tydeligvis ikke. Man blev ikke bare lige pludselig trist over ingen ting... Kunne hun have gjort ham trist..?

Heldigvis sagde Larka noget, og rev Sam ud af hendes tankegang. Han spurgte hende om noget, der fik hende til at overveje, om han var dement. Havde hun ikke lige fortalt ham hvad hun hed? Og han kunne da ikke mene hvad hun var, for han havde jo spurgt om hvem hun var...
Så slog det hende, at det kunne være noget man skulle tænke over. Hvem var hun egentlig. Hun var Sam. Hun var kreative og unormale specielle Sam. Hun så en smule forvirret ud, som hun sad der og så frem for sig. Så begyndte hun at le lavt, og hun drejede hovedet og så på ham med et smil.
"Ved man nogensinde det? Ved man nogensinde hvem man egentlig er..?" hun smilte imens hun sagde det. Der var noget over Larkas smil, noget der gjorde hende glad. For når han smilede ægte, og ikke bare satte et smil op, så smilede han også. Øjnene var egentlig der hvor du kunne se om en persons smil var ægte eller ej, og lige nu strålede Sams øjne af munterhed, bare fordi denne dreng smilede til hende. Underligt...

**larka** Søn Jun 24, 2012 1:42 am

larka hadede hans humør skift men det skete vær gang han kom til at tænke på sin bror. hvorfor viste han ikke, de havde ikke haft meget tid sammen. han så på sam da hun sattet sig. han holdte bogen foran sig. larka så nysgerrig på sam imens han ventede på hun skulle svare på hans spørgsmål. Ved man nogensinde det? Ved man nogensinde hvem man egentlig er..? han smilte over hendes svar. han så på hende med et par kolde men nysgerrige øjne, det var ikke med vilje at hans øjne så sådan ud. han havde bare lært så meget af alt for mange fejl i hans alt for længe liv. larka smilte og lo " du en af de eneste der har svaret sådanne" det spørgsmål han og hans bror altid havde stillet sig selv og hinanden. hvem er vi? han tog et sug og pustede ud igen. hans tanker faldt lidt tilbage, på en gang havde stedet ændret sig også alligevel ikke. han smilte til hende og ønskede at vide mere om hende, men de havde lige mød hinanden, så hvor langt kunne man gå? " hvorfor er du her? altså du elev har men..." han stoppede hvis det var et normalt menneske han havde men at gøre ville det ikke være så smart at afslører for meget. han sukkede og så op på himlen. solenskind hvorfor var der så mange der tog livet forgivet. menneskene værdsatte det ikke. de troede som reglt at alt var lytter lagkage. og de specielle mennesker her på akademiet følte sig hævet over alle andre. ikke at alle var sådan over hovedet ikke... men mange. han havde måtte leve med mange af den slags i sin skole tid. men tiderne kunne jo være anderledes nu. men havde jo også selv lidt bedt om det, han havde været lidt af en anarkist i sin tid. men han havde også lavet en del ballade. han smilte lidt for sig selv. og så så på sam. hun måtte da hedde noget andet men forældre der navngiver deres børn burde være forbudt. og sam her hed nok et aller andet grufuldt, hun ikke ville kaldes. men på den anden side hans navn var larka

**Sam** Man Jun 25, 2012 7:44 pm

Sam lagde ikke mærke til den helt store humør svinging hos Larka, men hun kunne godt mærke på ham, at han ændrede sig en smule. Blev mere sørgmodig? Hun håbede ikke det var noget hun havde gjort, et kort øjeblik overvejede hun at tage sin evne i brug, og lette stemningen og, måske, endda få ham til at smile rigtigt?
Heldigvis, da hun havde svaret på hans spørgsmål, lo han og smilte. Om det var et godt tegn, vidste hun ikke helt. Men det han sagde, fik hende til at smile. En genert rødmen bredte sig over hendes kinder og hun kiggede væk.
Hun tænkte over det han havde sagt, var hun virkelig den eneste han havde mødt der tænkte sådan? Det kunne hun da ikke være... Der måtte da være andre end hende der gjorde sådan... Men på den anden side, ikke alle tænkte over tingene som hun selv gjorde. Det var nok derfor hun følte sig så anderledes i forhold til dem hun kendte, men eftersom Larka lo og smilte over hendes svar, var det vel tegn på, at han tænkte på samme måde? Det fik hende til at føle sig en smule mere tilpas end før. Det var rart ikke at være den eneste.

Da Larka spurgte hende om noget, drejede hun hovedet og så på ham med et lille smil, stadig med den rødlige glød hen over sine kinder. Hun rystede på hovedet.
"Nej... Jeg er ikke elev, ikke endnu... men... Jeg kom, fordi mine forældre blev trætte af mig, jeg skabte for mange problemer for dem, og efter at have prøvet at holde mig væk fra skolen hele mit liv, var dette den sidste løsning mente de... Men det er fint med mig, jeg passede jo ikke ind på de andre skoler, og nu mener jeg ikke udseende mæssigt eller opførsel... Nu mener jeg sådan mere... ja..." Hun sukkede og trak på skulderne og så ned imod sine hænder. Hun vidste ikke hvordan skulle forklare det, han ville ikke forstå hende, hvis han nu ikke kendte til "hendes slags". Det var underligt. Hun havde altid vidst at hun ikke var et nornalt menneske, men hun kendte ikke andre end Larka på skolen lige nu, så hun anede ikke, hvem der var mennekse, hvem der havde evner som menneske, og hvem der ikke var...
"Hvad med dig...? Hvad laver du egentlig her...?" Hun kiggede op på ham, med et nysgerrigt blik, den rødlige glød havde aftaget en smule, men den var der stadig. Irriterende. Men der var intet hun kunne gøre ved det.

Sponsoreret inhold

i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet

Sv: i'm a little devil, want to meet ~ Åbnet