for ever alone or mayby not ~ Nille

**Garret** Søn Jan 20, 2013 1:09 am

Sted: gågaden
Tid: sent aften
Vejr: ved solnedgang men varmt
Årstid: tidlig forår
Påklædning: en lang ærmet hække tøjre for at skjule mærket, der dog kan ses som et mønster øverst ved skuldre og på hals og nakke. hvor der slutter på vendtre kind. har hætten oppe for at man ikke kan se det. og en skjulder taske.

Garret var gået fra skolen af, det var noget han var begyndt på det sidste. og det var ikke noget der faldt i godt jorden hverken hos colling eller hans onkel. han havde ikke noget formål her, men han kunne ikke blive på Akademiet. det var sample hen for meget og vide lige præcis hvornår folk skulle dø, og hvordan. han sukkede han stod midt på gågaden. han vendte rundt og så sig om han kom har ikke så tit. dels fordi han ikke havde lov til og forlade skolens område. han havde kun fået lov her efter han havde andret sig. han ville ikke vide det han viste. han ville bare havde tingene ud af hovedet. han stod bare der og vidste ikke hvad han skulle. døde vågnede omkring ham, han kunne mærke dem og det gjorde ham skidt til pas, men han undertrykte det.. Garret du burdet vide bedre. Garret rystede bare på hovedet uden og se noget, der var helle ikke noget og sige. det var bare endnu en død stemme.

Gæst Søn Jan 20, 2013 1:29 am

Nille strøg hånden hen af muren, og smilede skævt. Endelig fik hun fred... Men nu havde hun bare et problem. Eller nærmere en tanke der kunne skabe problemer. Hvad lavede hun her? Skulle hun gå på Akademiet for at have et sted, og være? Gud havde intet sted givet hende... Hun skulle finde den hun skulle bevogte. Hun var skytsengel. De hvide vinger var skjult. Hun havde en hvid kjole på med en sort jakke udenpå, og hvide ballerina sko. Jakken havde en hætte men hun havde ikke taget den over hovedet. Det brune lange hår var løst, og hang ned af ryggen. Hun så rundt... De sølvgrå øjne var nysgerrige. Hun fik øje på noget længere henne af vejen. Eller nogen... Hun fik kuldegysninger ved synet af vedkommende... Selvom hun ikke vidste hvem det var. Hun gik forbi ham... Men kom til at dunke sin skulder ind i ham. "Undskyld." Hun så undskyldende på ham.

**Garret** Søn Jan 20, 2013 1:59 am

Garret der bare stod og havde ingen ide til hvad han skulle. han så ikke dan anden person før hun ligesom var gået ind i hende. han før sammen og gik til siden. han gispede efter vejret og øjnene skiftede farve fra blå til oranges. han skank en gang og rystede svagt. han hjerte, var ved at falde ud af bryst på ham. han var alt for nervøs til at sige noget, for havde ville han se når han så på hende. hvilken død ville hun få, og hvor når ville hun. han hæveder dog et øjnebryn da han ikke kunne se hvornår. "det gør ingen ting " han trak vejret dybt og sukkede hans hætte var faldet tilbage men han stod med vendtre side mod muren. han hev den på plads igen, og skubbede lidt til tasken. han trak vejret dybt igen og rystede tanken af sig. han lukkede øjne kort og sukkede.

Gæst Søn Jan 20, 2013 2:18 am

Nille nåede ikke at se ham i øjnene for hun kiggede nedad. Hun kiggede længere ned ad gaden, og så på ham igen. Han havde sin hætte på igen. "Sikker? Jeg ville ikke... Undskyld, igen." Hun sukkede. Hun hadede når ting som dette skete. Det var så akavet... Skulle hun gå videre? Hun var lidt usikker... Hun følte sig heller ikke så specielt tryg. Han skræmte hende lidt. Hun kørte en hånd igenmen håret, og bed sig i underlæben. "Jeg... Går igen. Undskyld mange gange igen." Hun begyndte at gå ned ad gaden igen... Med hastige skridt for der var noget der sagde hende at den dreng... Eller hvad han nu var... At drengen var en hun skulle holde sig ra.

**Garret** Søn Jan 20, 2013 5:07 am

Garret så bare på hende og lagde hovedet på skrå "det gør ingen ting over hovedet ikke noget" i det hun gik forbi han fik han et underende udtryk frem i ansigtet. han var ikke lige frem farlig eller han ville ikke frem stå farlig han hade det han kunne bande sig selv langt ned i helved, eller underverden. hans vendte sig om og så efter hende hans hætte faldt igen tilbage og denne gang gad han ikke hive den på plads igen. han sukkede og så bare efter hende "jeg bider ikke " han mumlede det mere end sagde det. han så rundt igen og rystede lidt flot Garret det går jo fint helt fint, få så taget den hætte på igen ellers ender du i problemer. Garret sukkede, "så hold dog kæft"

Gæst Søn Jan 20, 2013 5:11 am

Det var så akavet når man løb ind i folk, man vidste aldrig hvad man skulle sige. Hun stoppede op... Talte han til hende? Hvorfor skulle hun... Hun brød sig slet slet slet ikke om tanken om at bande. Det var en af de værste ting hun kunne gøre. Ja okay, hun kunne godt finde på at tænke det... Men aldrig sige det. Aldrig! Hun vendte sig om mod ham, og så spørgende på ham. Hun stod ikke særligt langt væk fra ham. "Snakker du til mig?" Hun lagde armene over kors, og trippede lidt. Hun var lidt usikker...

**Garret** Ons Jan 23, 2013 5:21 am

Garret var nervøs, bange, forvirret og parodi. hans blik flakkede og rystede svag en gemmel følelse af at blive overvågede blev vækkede. han sukkede og så sig nervøst omkring *fald ned der er ikke noget kaldt* han prøvede at få sig selv til at falde til ro, hætten der hang på hans skuldre blev hevet på plads men heller ikke en følelse af at ingen kunne se hvem han var hjælp på ham. det var præcis sådan her han havde haft det imens han havde været dødens tjener. han havde konstant følt at der var en der holdt øje med ham uanset hvor han var henne. men hvad var grunden til denne følelse var blevet vækket? * om han talt til hende.. nej det gjorde han ikke. han rystede på hovedet og så på hende for at se væk igen. en engel? han var ikke helt sikker men det behøvede han jo ikke det var ikke fordi han skulle dræbe hende eller hente hendes sjæl. "nej jeg taler skam ikke til dig men til stemmen inde i mit hoved" hans stemme rummede uden han vidste det en svag from for ironi. han sukkede og fald tilbage i han egen tænker. følelsen var der i endnu og det fik han til at føle sig yderst ud til pas. og han kurrede derfor han hænder så knogerne blev helt hvide. Garret fald ned der sker ikke noget, slap af og trak vejret. det var først der det gik op for ham at han ikke trak vejret. hvilket fik ham til at smile lidt * gad vide om jeg kan dø fordi jeg ikke trækker vejret og hvem skal så tage over, måske Kira igen?* han trak vejret dybt igen og pustede langsomt ud. og trak vejret dybt en gang til og pustede langsomt ud. og så en gang til. og så var han vejrtrækning under kontrol igen. der efter stod han bare og kiggede sig omkring som om det var første gang han så stedet. hvor lange havde han været væk i hans lille verden af ren ond skab. det var det han fortrak han og kalde det når han en gang i mellem fik sine tilbage fald, eller anfald.. han vidste ikke helt hvad man bedst kunne kalde det. han sukkede igen, denne gang var der meget følelse bag, en følelse af at være lettet og over noget. han tog sig lidt til hovedet det vat blevet en smule tungere. men i det mindste kunne han ikke se hvornår hun skulle dø. det var altid noget, men hun havde virkelig skræmt ham da hun var gået ind i ham.
// øjeblik af krea bare det forsætter... kunne godt for sætte men der er mange emner så spare lidt ^^

Gæst Ons Jan 23, 2013 7:20 am

Stemmen inde i hans hoved? Yeah right... Han havde jo en slags ironi i sin stemme. Dumme dreng. Hun hadede det køn... Så meget. Og dog, hun var ikke til piger, hun kunne bare ikke lide drenge. Hun bed sig i underlæben. Så Nille! Slap af! Spørg om hans navn... *GUD DET GIDER JEG DA IKKE?!* Jo! Nej! Jo! Nej! Jo! Nej!!!! Hun rystede på hovedet for at stoppe med at skændes med sig selv. Hun lagde mærke til at han pludselig ikke trak vejret... Og så ville hun svare ham. "Hvorfor lyver i drenge hele tiden?" Uden at vente svar vendte hun sig om, og snerrede lavt for sig selv.. Rolig... Rolig... Hun pustede lidt ud, og vendte sig så om mod ham igen. Hvorfor snakkede hun overhovedet med ham? Hun kunne da bare gå! Gå væk fra ham. Smutte, væk, puf. Okay, nu overdrev hun den lige. Han lignede en der var langt væk i hans tanker... "Må jeg gå nu?" Hun vidste ikke hvorfor hun i det hele taget spurgte ham. Hun havde det bare som om han bestemte af en eller anden grund... Pludselig tog han sig til hovedet. "Er du okay?" Okay, den beskyttende side af hende ville nok altid være der.

**Garret** Ons Jan 23, 2013 7:59 am

Han sukkede og rystede igen svagt, han løg skam ikke. han holdt vejret og igen og lukkede øjne. "hvorfor skal alle beskylde mig for at lyve når der faktisk er sandt." han trak hætten tilbage og hev ned i den ved kraven. "ved du overhovedet hvad det her er?" han kiggede bare på hende, det var hans venstre side han hev ned, hun ville ikke kunne se dødens mærke men, mønstrede talte forsig selv hvis hun bare vidste lidt omkring Døden og tjenerne.*gud hvor er jeg træt af det her.. det altid det samme jeg kan vil ikke gøre for at jeg altid taler med en smule ironi i stemmen kan jeg for gud skyld Colling det også din skyld, du ejer jo partisk talt ironi* han rystede på hovedet, lukkede øjnene og pustede luften ud og hev hætten på plads og åbnede øjnene igen. han var ved at være godt træt af at folk ikke troede på ham. men nu var hun jo ikke folk, ikke en gang menneske. men det skulle han jo ikke blande sig i. han rystede på hovedet og stemmen kom tilbage med bekymringtrakvejret Garret og tag det helt roligt, eller ender det bare galt, du vil vel ikke dræbe hende, det hun nu også for venlig til Garrets øjne blev helt klare så kun en sort popil kunne se. irissen blev hvid som resten af øjet. han sukkede og var ved at falde fra hinanden med det var ikke nogen nyhed. i det hun vente sig så det ud som om hun ville gå, men åbnetbart ikke der tog han fejl det gjorde han tit. han hævede det øjnebryn da hun spurgte om hun måtte gå der fnys han, og der lyd koldt det måtte han indrømme men det var jo ikke ham der var gået tilbage for at spørge om han talte til hende men hvorfor skulle hun holde kæft? hun havde jo ikke sagt noget til ham så hvorfor overhovedet tro det var hende han talte til. "undskyld men jeg bestemmer jo lige som ikke over dig desunde var det dig der gik tilbage. så jeg ligesom ikke ansvarlig for du står her. " han havde ingen ide om hvor koldt det lyd, men det var hans måde og tage afstand fra folk på. han havde altid være sky over for andre mennesker, og det havde han være allerede inden han kom til akademiet og han var kommet her som syvårig, og det havde ikke lige været hans største drøm og komme der. han havde helt fra han var lille af vidst at han ikke var normal. og takken han havde fået igennem livet eller allerede fra hans første skole gang, havde gjort ham bange, nervøs, menneske sky og parodi. hans hovedet var begyndt at gøre en smule ondt. han kiggede på hende med de klare hvide øjne i stedet for de blå. " liner jeg en der er okay" hans stemme var lav og han sukkede. trak vejret igen, der var faktisk godet flere minuttet uden han regelmæssig havde trukket vejret, det var sært..

Gæst Ons Jan 23, 2013 8:13 am

Sikke flabet han var. Hun overvejede helt at sige det til ham da han pludselig snakkede igen, tog hans hætte af, og trak hans krave lidt ned. Nille bed sig lidt i underlæben da hun genkendte mærket... Døden. Pludselig fik hun helt hovedpine, og pludselig trang til at løbe skrigende væk. Hun bed sig selv hårdere i underlæben så den begyndte at bløde. Hun stoppede med det, og slikkede blodet væk. "Ja, det gør jeg." Svarede hun, og trippede uroligt. "Jeg er skytsengel, jeg ved sådanne ting..." Mumlede hun. HAn skræmte hende, uden tvivl. Nu vidste hun også hvorfor. Hun så op, og ned af ham... Var han mon sådan en der blærede af sine evner? Uadr, hun hadede dem der gjorde. Selv holdte hun hendes evner gemt. Hun ville overraske Collings fjender... Og derfor var hun også forsigtig med hvor hun satte sine fødder, og hvem hun fortalte ting til. "Sandt." Sagde hun blot, og lagde armene over kors. *Gå Nille! Væk!* Hun adlød ikke stemmen. Hun var blevet nysgerrig... Kendte Colling denne person? Det måtte hun finde ud af... Hurtigt. Hun tog tilløb, og spurgte så. "Kender du en dreng ved navn Colling?" Spurgte hun forsigtigt. Om han lignede en der var okay? "Nej." Svarede hun kort.

**Garret** Ons Jan 23, 2013 9:09 am

Garret stod og trippede han kunne ikke rigtig stå stille han sukkede så og holdt op med at knuge sine hænder, han rystede tankerne af sig og fik hans evner under kontrol. det var ikke fordi han ville vise sig han kunne bare ikke styrer dem på samme måde som hans søstre, dog var han blevet bedre og alligevel hade han det faktum at han var en wanderlin, dømt fra hans fødsel af til at være dødens tjener, dog er der blevet vendt lidt op og ned på det hele efter den sidste krig om Akademiet. "det da altid noget, men så ved du lige så godt som jeg at jeg ikke lyver når jeg sige jeg talt til stemmen i mit hoved. " han sukkede han talt lav og følte sig mindst lige så utilpas som hun nok var bange men der var ikke rigtig noget han kunne gøre ved det nu. idet mindste havde hans afdøde onkel droppet og deltage i samtalen. selvom det nu kunne være sjovt. han mente jo at han altid havde det rigtigt og sige, på alle tidpunkter. det var bare ikke altid sandt men han måtte indrømme han var god og lytte til. når man tænkte på han rent faktisk var dø, alt det så var på grund af et forræderi til døden var en anden side af sagen. han trak vejret dybt. det var skam sand nok at hun bare kunne gå han var ikke herre over nogen som helst eller jo det var han jo men han fortak og blandt tjenerne ude af det her. han stivede kort da hun nævnt Colling, hans hånd fandt helt automastik han hals hvor korset hang, det hang det altid og det havde det gjort lige siden den dag han fik det af ham, han hånd knugede korset og hans øjne blev igen blå og vagtsomme. han sank en gang og skar ansigt han kunne ikke rigtig skjule det. han sukkede "det komme an på hvad det handler om" han ville ikke hænge Colling ud og det kunne godt være han stod over for en skytsengel, men alligevel. han kunne jo ikke være sikker på det var noget godt hun ville med ham. han skyldte jo hans liv til Colling. han stod i glæd til ham for at havde gjort som han gjorde den aften og tre nætter senere og det var også de eneste tre nætter han ikke havde haft det kors om halsen. han sukkede og hev tænkerne væk fra den nat, og fra Colling og vendte opmærksomheden tilbage på pigen eller skytsengel foran ham selv. han slap langsomt korset og lod hånden falde ned langs siden gik. han havde ingen ide om hvad der nu ventede. han vidste ikke hvad hun ville kunne udlede af han fraværende udtryk og bevægelse. du bliver da heller ikke bedre, tog dig nu sammen hun vel alligevel ikke vide hvis du lyver, hvis hun da overhovedet kan se sandheden. så kunne han da heller ikke holde sig fra at sige noget, Garret sukkede dybt og kunne ikke lade være med at svar højt "du kan da heller ikke bare blande dig uden om min samtale, altså det var meget nemmere da Kira havde dig bundet til kirkegården, måske skulle jeg få det gjort igen" han vidste godt hvad det ville ende mig men han kunne ikke lade være. det vover du lige på at gøre Garret så af ventede du på den anden enden han sukkede "må jeg spørge om deres navn?" om han fik det af vide eller ej var han lige glad med, men nu havde han da spurgt og det var vel også fint nok. de havde jo en samtale, der lige nu ramte et meget personligt område for Garret vedkommende, hvilket forhold hun havde det deres samtale emne vidste han jo ikke. men han håbede han ville få det af vide. meget snart

Gæst Fre Jan 25, 2013 8:00 am

Nemlig, hun vidste at han ikke løj. Der havde ingen løgn at spore.
"Sandt." Sagde hun blot, og lagde armene over kors.
Hun kunne ikke lide den mand!
"Jeg... Vil bare vide om du kender ham." Svarede hun, og bed sig i underlæben.
Årh, hvor hun dog håbede at han ville svare hende!
Hun slog øjnene op.
"Mit navn? Æhm... Det er Nille Guardian Night, og dit?" Hun så spørgende på ham.

**Garret** Fre Jan 25, 2013 8:19 am

Garret sukkede og smilte "kender jo det gør jeg" selvføgelig gjorde han det, der ville være noget helt galt hvis ikke han gjorde. Han nikkede og lyttede til hendes navn, mens han tænkte over hvorfor hun ville havde at vide om han kendte Colling. "der ville være noget i vejen hvis ikke jeg gjorde." han sukkede da hun spurgte om hans navn, hvor han da hade det. det var næsten det samme hver gang. han slog korset tegn enden han åbnede munden for at svare "Garret, Garret Wanderlin...." godt nok var han, det han var man han havde fakstik altid være meget troende, det var han vosket op med. han troede på gud, ikke bare fordi han var kommet til Akademiet, nej også før. han sukkede og så ned må jorden, alle kendte det navn og om ikke andet vidste de hvad det ville sige og være en Wanderlin. Wander betyder død og lin tjener, på dæmonisk, det kunne ikke passe bedre. han kunne dø lige nu, han hade disse episoder.han øjne blev helt klare igen, den hvide farve faldt bare i et med resten af øjet, kun de sort propiler kunne se.

Gæst Lør Jan 26, 2013 11:54 pm

Så han kendte altså Colling? Nu var det bare om det var en fjende, eller en ven... Men hun måtte ikke være for åbenlys. Hun nikkede, og bed sig i underlæben. Hun sagde intet til det, hvorfor skulle hun? Hun skulle være stille... Ja, det var det hun skulle! Hun smilede skævt, og en anelse tøvende.
"Garret Wanderlin... Mig en fornøjelse." hun mente det ikke. Hun ville løbe væk nu. Hun gjorde det bare ikke. Selvom hans navn virkede bekendt, så vidste hun ikke helt hvad det betød. Det var også lige meget. Hun trådte et skridt tilbage, og gav en lille klynkelyd fra sig.

**Garret** Søn Jan 27, 2013 12:20 am

Garret sukkede og tog mod til sig, "må jeg spørger hvorfor du er så interreede(?) i om jeg kender Colling?" han kiggede ikke på hende men på jorden i stedet for hna havde mist af alt lyst til at gå, selvom hun ikke lige frem var skramte ham, hade han de emner hun spurgte ind til, eller han hade og snakke om dem, det var nok mere det. en fornøjelse han det var han nu sikker på det ikke var det var aldrig en fornøjelse og måde ham "jeg er nu sikker på det ikke er dem en fornøjelse og hilse på mig. og det brude slet ikke være dem en fornøjelse at hilse på nogen der bærer navnet wanderlin." han snakkede lavt men det var nu sådan det var. og der var ikke noget og lave om på, han kom til at tænke på Saga den gang på krikegråden, der havde han kunne forklare men ville han kunne forklare sig over for denne engel? nej det ville han sikkert ikke. men der var heller ikke nogen det sagde han skulle. hans ar kom frem i hans tænker igen, dem han havde fået efter nattenjæger og dem Amanda havde givet ham. han gyste lidt og sukkede.

Gæst Lør Feb 02, 2013 8:56 am

Hun åndede lidt ud... Tog mod til sig... Kom så... Hun kunne godt! Hun vidste hun kunne! Hun bed sig i underlæben da hun skulle til at sige noget... Hun kunne ikke! Jo! Kom så!
"Jeg er hans..." Hun mistede tråden, men tog så mod til sig igen. "... Skytsengel." Så! God pige! Bah... Hun var ikke glad for drenge, nej. Men at være hans skytsengel var hendes job, desuden... Hvis han var ond, eller gjorde noget ubehageligt ved andre piger så faldt hammeren.
Nej, det vidste hun så godt. Døden selv... Hun... Hun ville folde vingerne ud.
"Jeg... Ved godt hvem du er. Men jeg tror også på der er noget godt i alle..." Hun sank en klump, og så lidt trist på ham. Ville han dræbe hende? Det håbede hun ikke... Hun... Arh!
"Må jeg folde mine vinger ud? Jeg... Føler mig mere tryg sådan." Hun sank endnu en klump.

**Garret** Lør Feb 02, 2013 9:17 am

Garret kunne ikke andet end at le, Colling en Skytsengel det skulle nok gå hen og blive særdeles sjovt. det var ikke en uvenlig latter den var ikke hul og tom som hans søster, der var glæde bag den og Garret smilte hel hjerte til hende. "du ved godt du sat på lidt af en prøve hvad det an går" han lagde hovedet til bage og hans munter hed forsvandt. "så det ved du.. jamen så der vidste ikke mere og så.. " han var blevet kold over for hende og over for sig selv. lige der minde han om hans søster. han øjne bliv hård og om hun måtte folde sine vingere ud, ja da hvis han i så fald måtte gøre lige så med sine egen. "for min skyld gør det ingen ting, hvis jeg må gøre lige så... " han var ikke sikker på han ville gøre det. han vidste ikke om han ville kunne klare synet af dem. han sukkede dybt. "der noget jeg ikke helt forstår hvorfor har colling fået en skytsengel jeg nægter og lagde ham død alligevel..." Garret mumlede og smilte svagt han vidste ikke hvorfor han sagde det. men det var sandt nok...

Gæst Lør Feb 02, 2013 9:31 am

Hvorfor grinede han nu? Pf. Irriterende. Hun lagde armene over kors, og så pludselig vildt stædig ud. Da han sagde noget igen så hun igen noget... Usikker ud. Det var tydeligt at se hun ikke kunne lide ham.
"Han sagde også at jeg ville... Få en masse at se til. Hvilket i mit tilfælde kun er godt. Derfor har jeg sørget for at jeg kan holde øje med ham hele tiden." Hun smilede uskyldigt.
Det hun endelig mente var at hun havde tilmeldt sig Akademiet, og gik der. Hun kunne holde øje med ham mens han gik i skole... Hvilket passede hende fint.Hendes smil forsvandt.
"Du må gerne..." Hun foldede de hvide vinger ud.
Hun hævede begge øjnebryn.
"Han var ved at blive kørt over, men jeg fik ham trukket væk."

**Garret** Man Feb 11, 2013 4:17 am

Garret vie en lille smule tilbage, uden og tænke over det, det var det hun sagde. Hun ville holde øje med Colling hele tiden. Det fik Garret til at synke en gang og sukke. "kan du ikke love mig en ting, lad være med at holde øje med han når han er sammen med mig?" Han så ned mod jorden og hviskede det mere end han sagde det. Garret havde altid haft problemer med folk der holdt øje med ham. Han ville helst ikke blive kastet tilbage i det igen. Garret lod forsigtigt vingerne komme frem, de var sorte, eller nok snare grå. Det ville være meget uheldigt hvis der kom et menneske forbi lige nu. Han kiggede på hendes hvide vinger og sukkede. "det var nu ikke sådan jeg havde ment mit spørgsmål, han var ikke død af det alligevel men gør som du vil" Garret mumlede og kastede et blik på han vinger, det var første gang han så dem. Og han var også sikker på det ikke ville blive sidste gang. Garret foldede vingerene på ryggen og sukkede. Han havde ingen ide om hvad der ventede ham, og det ville han heller ikke vide. Men de grå sorte fjer mindede ham om hvad der var skete, og ved den tanke rødmede han.
back mere eller minder ... er på standby

Gæst Tirs Apr 30, 2013 1:20 am

Han sukkede meget, ham Garret. Det undrede hende lidt. Hun lagde armene over kors, og kiggede på ham med rynket pande. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Selvfølgelig." Svarede hun kort, og præcist. Hvis han gerne ville have alene tid med Colling, skulle hun da ikke stå i vejen. Så længe Garret altså accepterede at Nille var Collings skytsengel, og var nød til at beskytte ham. Hun smilede til ham.
"Okay." Sagde hun blot til det med spørgsmålet. Hun kiggede rundt.
Hun kiggede på ham. Hvorfor rødmede han nu?
"Hvorfor rødmer du?" Spurgte hun blidt.

**Garret** Tirs Apr 30, 2013 5:54 am

Garret sukkede og smilte til hende "det ville være rart" Han lagde hovedet ldit på skår og kiggede lidt ned, "Men siden du nu er hans skysengel, Vil jeg lige fortælle dig at du kan være sikker på jeg ikke vil skade ham. " Nej det ville Garret ikke kunne få sig selv til, overhovedet ikke. "hvorfor jeg rødmer, jeg kom til at tænke på hvad der er sket, " Garret lukkede kort øjne i men åbnede dem igen. "Fortiden er en sær ting, men ligeså er frem tiden. De to ting live i et nu med hinanden for at danne nu tiden. " Han rystede lid på hovedet og Smilte over sig selv, "Undskyld jeg siger de særeste ting en gang i mellem" Han sukkede og kigge igen tilbage på hans vingere. "De er nu nogle sære nogen.. "

Gæst Ons Maj 01, 2013 11:58 pm

Nille lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt. Hun rynkede lidt på panden.
"Hvis jeg mente du ville gøre ham noget, ville jeg ikke stå og snakke med dig lige nu." Sagde hun med et skævt smil. Hun så spørgende på ham.
"Hvad er der sket?" Hun vidste jo ikke hvad der var sket som fik ham til at rødme. Han snakkede.. Sært, syntes hun. Men alle var sære på hver deres måde.
"Det er okay." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Hvem er nogle sære nogen? Dine vinger?" Nilles hvide vinger rørte lidt på sig.

Sponsoreret inhold

for ever alone or mayby not ~ Nille

for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille

Sv: for ever alone or mayby not ~ Nille