En skygge som jæger En morders mareridt og Wanderlins valg.

**Garret** Tirs Jan 22, 2013 8:26 am

En skygge som jæger En morders mareridt og Wanderlins valg.

En skygge som jæger.
Denne historie forgår i SALIMÁ gader om natten ved flud måne. det var den nat en skygge blev opdaget i at jæge. Denne historie handler om Thris lowell der satte en ære i at jage i skyggerne. Thris Lowell gik den nat hjem ved fuld måne, han gik i skyggerne. Så ingen ville se ham, de kunne heller ikke se ham men han kunne se dem. De var skygger ligesom ham selv, men det de gjorde var så forfærdeligt ondt at det aldrig ville kunne tilgives. Hun skrig hun ville jo ikke kunne de ikke forstå det. Ene lo bare af hende og holdt hende for munden. Det var de Thris trådte ud af skyggerne. ”hvad der det i har gang i? ” hans stemme var helt neutral og hans ansigt afslørede ikke nogen form for følelse. ”bland dig uden om knægt” det var det ord der fik Thris til at kaste sig over ham med sådan en kraft og styret at den anden faldt sammen uder ham. ”knægt ” det var først en han kunne se pigen rigtigt. Det var hans søster hans lille søster ” anger is rak lik mis risgik zu” han så på hende da han sagde det og hun nikkede kom på benene og løb. Personen under ham stirrede. ”du… du skygge. ”han stammede. Thris smilte og lo koldt. ”ja og hvad så” en af de andre tog fadt i hans kræve og hev Thris på benene og så på ham… ” hvem er du” Thris stirrede tilbage på personen der holdt ham og svarede. ”mit navn er Thris jeggen lowell” personen han havde vælte var kommet på benene han hvæsede ”og hvad ret har sådan en som dig til at blande sig” thris lo bare og lod skyggerne samle sig om dem.” det var min søster” i næste øjeblik bliv alt mørkt. Og da det mørke forsvandt stod Thris alene tilbage imellem de døde. Og sådan blev vogterne over Salimá født

En morders mareridt.
Garret sad på sengen og ventede på hans værelsekammerat, de klare øjne så ingen anden udvej end det her. Collings skridt på gangen, gjorde at Garret vidste han var på vej. Men Garret forholdt sig rolig han havde travlt med at se på sine negle. Det var først de hans værelsekammerat Colling stod i døren han rørt på sig. ”så der vel nu” Garret rejste sig op og så på sin kammerat, nej sin bedsteven. Colling så modvilligt på Garret ” er jeg virkelig nød til det?” Garret så bare ned og nikkede. ”men Garret jeg vel ikke… ” Collings stemme bliv lavere ”jeg vil ikke skade dig” Garret så op på ham med tårer i de klare øjne og gik helt ham. ” gør det for min skyld vil du ikke kun, du den eneste jeg stoler på der kan gøre det” Garrets stemme var lav og bedende. Han så på Colling der også selv havde fået tårer i øjnene. Da Colling sank en gang og fandt kniven frem fra hans taske, lukkede Garret sine øjne og ventede. Colling undskyldt og kniven ramte Garrets hjerte og hans krop bliv slap. Colling gab Garret og lovede ham at han aldrig igen ville lade nogen skade ham. Og at han nok skulle gøre som han havde lovet, han skulle nok genoplive ham. I det samme gik døren op og deres tredje og fjeder værelsekammerater kom ind. Og det var sådan Colling keehls mord på Garret Wanderlin bliv opdaget. Og Collings næste tre dage var en morders mareridt, beskudt for mordet på hans bedsteven. Tre dage genoplivede han så Garret.

Wanderlins valg.
Garret gik ned af stien, Dødens sti. Natten her gjorde ham ikke bange, det var mere de væsner der var i denne nat. Den evige nat i underverden. Han havde taget sit valg og Collings drab på ham havde gjort dette valg muligt. Han var på vej for at møde en ikke så kær kommen ven. Kira døden selv ventede ham. Og han havde taget valget om at dræbe hende og tage hendes plads, for at for sat en ende på den krig der lige nu rasede. Kæmpen om akademiet. Garret stoppede ved slottets port og ventede på Kira skulle komme. Og det gjorde hun og hun byd ham velkommen som var han en gæst. Og ikke en der havde planer om at slå hende ihjel. Da han kom ind i den lidt dyster forhal, vidste han at dette ikke ville blive noget stort problem. Han så bare på hende og sagde med klar stemme ”du ved hvorfor jeg er kommet her gør du ikke” han sukkede lidt og se afventende på hende. Hun nikkede og slog ud med armene ” gør det lad os så om du kan” der var noget i hendes stemme der fik han til at miste modet. Garret tog sig sammen og fandt kniven af sølv frem, den selv samme Colling havde dræbt han med. ”jeg Garret wanderlin her alle dødens evner og er villig til at tage din plads” hans stemme var lav og han kastede kniven i det samme den ramte plet. Kires krop bliv slap og faldt sammen. Garret bøjede sig ned over hende og hun hviskede, ”jeg dør ikke af det her, men en dag vel jeg komme tilbage efter hvad der er mit, så pas godt på det end til da.” det var de sidste ord Kira gav Garret og fortælle videre. Og det er enden på Wanderlins valg. Døden er nu han og ikke hun. En tjener har langt om længe taget hendes plads.